Laura-Jakob-Bloggen

2011-06-22T00:23:00.000-07:00

Kære læser

Dette bliver sidste indlæg - måske har du allerede 'tjekket ud', fordi vi jo er kommet tilbage, og arbejdet dermed er færdiggjort. Men behovet for en smule bearbejdning har meldt sig, så derfor et par tanker mere:

Den sidste uge gik rigtig godt! Farvellerne blev gode, og vi kom omkring alle de 'vigtigste' personer.

Christian havde givet mig lov til at tage prædikenen den sidste weekend, og her blev Luthers korsteologi foldet ud på baggrund af Joh 15,26-16,4, hvor Jesus taler om, at vidne for ham og derigennem opleve modstand. Korsteologien pressede sig på, idet Jesus her tydeligt opfordrer os til at komme til ham i alt, hvad vi udsættes for af smerte, modstand, forfølgelse, hån, byrder osv. Det er under ingen omstændigheder et spørgsmål om at tage sig sammen, når tingene er svære og bare være modig og standhaftig! Han opmuntrer os til at erkende vores svaghed og til gengæld modtage alt fra ham, først og fremmest visheden om, at Korset står fast; at der ikke kan rokkes ved vores fred med Gud, fordi der ikke kan rokkes ved Korset (derfor hedder det korsteologi). I virkeligheden er dette det eneste sikre, vi har i alt, hvad der hedder modgang. Men det er på den anden side også så sikkert, at det kan bære os hele vejen hjem!

Hmm.. ja, jeg skriver nok også dette, fordi jeg heller ikke selv har andet at holde mig til, virkelig holde mig til, så egen-påmindelsen er temmelig vigtig.

Og så kom vi hjem.. Til Copenhagen Airport. Det var egentlig ikke så fremmed for os ift. det, vi kom fra: Masser af vidt forskellige mennesker, butikker, lyde, lys osv. Til gengæld var det noget af et antiklimaks at træde ned på perronnen på Kolding togstation og gå de 300 m hen til busstationen en mandag eftermiddag. Dét skal opleves: At komme fra Verdens centrum - sådan kan Israel virkelig opleves pga. al mediebevågenheden, den religiøse spænding, politiske spænding, blandingen af de to, og så bare det at leve i en storby, Tel Aviv - og så lige pludselig stå i en dansk provinsby, se nogle cyklister trille forbi og en enkelt bil... Tjaeh, det blev simpelthen bare lidt ligegyldigt, tamt og kedeligt. Det var som om, intensiteten fes ud af livet. Okay, stærke ord, men det var ikke desto mindre min oplevelse.

Jeg kom mig dog hurtigt ovenpå stemningschokket, og Laura og jeg tilbragte en herlig uge hos hendes søster og svoger i Løgumkloster, inden vi kørte nordpå til Århus, hvor vi nu er vel installeret i ny lejlighed med plads til fire. Alligevel meldte en lidt anden variant af stemningschokket sig. Denne gang ikke som et 'chok', mere bare som snigende tanke: Der er en anden alvor og seriøsitet i landet, en anden. Danskere kan bestemt være alvorlige og seriøse, men jeg har oplevet det stærkere i Israel, fx når vi er stødt ind i mennesker - måske bare har set dem på gaden - og straks vidst, at disse er klar til at dø for deres overbevisning/tro, måske ligefrem også slå ihjel for den. Hvor mange danskere er det (og her tænker jeg ikke på det sidste)? Det hænger grangiveligt sammen med , at noget (Gud, Elohim, Allah) er større end den enkelte - derfor må det være ok at dø. Og selvom jeg er dansker og glad for at være det, så kunne jeg på mange måder bedre identificere mig med denne livsanskuelse: Alt er ikke relativt, jeg er ikke verdens centrum, jeg er ikke nødt til at forstå alting ud fra mig selv, jeg lever ikke for at realisere mig selv. Men derimod: Gud er størst og absolut, verdens centrum, den, hvor ud fra alt må forstås, og han skal realiseres, ved at vi ærer ham (og dermed realiseres vi også selv, men på en omvendt måde). Her havde jeg noget til fælles med jøder og muslimer, som jeg har svært ved at finde i mit forhold til mange danskere. Men dermed er jøderne og muslimerne ikke mere frelste end danskerne! - og heller ikke mig. Vi er allesammen lige afhængige af, at Gud besøger og forløser sit folk (Luk.1,68).

Og det gjorde han!! :)

Så hav et godt liv med masser af glæde i Herren!

Kh. Jakob og Laura

2011-05-29T06:38:00.000-07:00

Kære læser

Endnu en uge...

I torsdags havde vi Youth Bible Study. Her var vi Laura, Knut Arne, Julia (ukrainsk messiansk jøde) og mig. Det blev til en rigtig god snak om, hvorfor vi beder om tilgivelse, og hvad vi har af tilgivelse i og med troen, troen på Jesus alene. Det var især Julia, der stillede spørgsmål, og det kunne jeg godt forstå, for hendes og vores opfattelse omkring ovenstående clashede en smule sammen (et helt igennem udramatisk og positivt clash). Hun er oplært til at tro, at vi er nødt til at bede om tilgivelse dagligt, før vores synder fjernes. Overfor denne troslære var det herligt at kunne vise til fx 1. Joh. 3,9 og lignende steder, der utrolig stærkt taler om den kristnes syndfrihed i Jesus. Selvfølgelig ikke syndfrihed som i at vi ikke gør synd, men frihed fra synden, fordi Jesus har fjernet den, og at den er fjernet så længe, vi tror på ham, og at syndsbekendelsen derfor er til for vores egen skyld og egentlig ikke Guds, fordi han ikke ser den - pga. Jesus.

Herligt at se, at det rørte hende og flyttede noget i hende. Alt andet ville også være en smule ærgerligt. At leve i troen på, at man skal huske at bede om tilgivelse for alle sine synder hver dag for overhovedet at kunne få tilgivelse, svarer jo stort set til katolsk praksis.

Igennem bibelstudiet her blev vi endnu engang bekræftet i, at en luthersk kirke har stor relevans her i landet.

Og så var vi på Outing i går. Menighedstur.

Vejret var godt! Nok lidt for varmt, men ellers godt. Her følger nogle billeder:

Den ældre herre i hvidt tøj til venstre er en slags munk og vist os rundt på retrætestedet Latrun midt i mellem Tel Aviv og Jerusalem.
Frokosten indtaget i træernes svalende skygge.
Videre fra Latrun til landsbyen Neve Shalom (Fredsoasen), hvor jøder og arabere i 40 år har levet sammen side om side i et slags forsoningsprojekt.

Hvad mere? Tjaeh... Det er vores sidste uge, og afskederne begyndte allerede i dag. Lidt mærkeligt og vemodigt. Vi glæder os til at komme hjem, men har ikke hastværk med at komme afsted. Forhåbentlig bliver det en god sidste uge. Bed gerne for det!

Kh. Laura og Jakob

2011-05-22T09:55:00.000-07:00

Kære læser

Søndag aften og et par tanker, oplevelser og billeder:

Vi starter med nogle billeder fra tirsdag 17. maj, hvor Knut Arne var i hopla med bunaden på. Han lavede også kage til os alle sammen og serverede is for børnene - en meget fin måde at være nationalistisk på :)

Dagen før havde Knut Arne, Laura og jeg været på tur til Israel-museet i Jerusalem, og i det vi kommer hjem og krydser græsplænen foran vores hus, ser vi en to meter lang slange på vandring (krybning). Ejeren var der heldigvis, og jeg fik lov til at holde den. På det første billede lykkes det mig at fremtvinge et smil; jeg skal ærligt indrømme, at det ikke var sjovt! Slangen var ganske vist ikke giftig, men bide kunne den stadigvæk godt finde på, og det ville gøre ondt. Alting gik dog godt, og billedet blev da ok.

Her prøvede jeg at undgå, at den viklede sig om min hals.

Torsdag havde vi så Kids' Club, og mon ikke om slangemanden og hans kæledyr indfandt sig på græsplænen til stor interesse for vores børn. Der skete heldigvis ingenting, og efter 10 min., hvor det var komplet umuligt at få noget budskab igennem til de små, fik vi startet en leg, og lidt senere smuttede slangemanden (som for øvrigt er meget hyggelig med alle sine tatoveringer og øreringe)

Så blev det fredag, og Laura og jeg tog til Haifa og en konference for kristne studerende her i landet. Det blev en rigtig hyggelig omgang, da vi først kom i gang (der er noget med at starte til tiden, som det åbenbart kun er nord-europæere, der har forstået...). Det gjorde især indtryk på mig at se kristne jøder og arabere stå og lovsynge sammen, både arabiske og hebræiske lovsange. At aftenen efterfølgende blev en smule ødelagt af en alt for lang og dårlig tale om bøn, er godt nok lidt ærgerligt. Taleren sagde her en masse om vores indstilling i bøn, om at have tillid nok og være udholdende nok på en måde, som lagde hele bønneansvaret over på os og krævede en masse af os, mens Guds løfter og mægtige virke blev temmelig overset.

Her har luthersk kristendom igen en sund og frisættende bibelforståelse at byde ind med, og derfor er jeg rigtig glad for, at studentersekræteren i Israel, Zvi Belzer, er ansat af Israelsmissionen, kan blive præget ad den vej og være med til give det videre til alle dem, han kommer i kontakt.

God uge med ønske om masser af bøn, fordi Gud er barmhjertig og god!! :)

Kh. Jakob (og Laura)

2011-05-16T09:36:00.000-07:00

Kære læser

Så blev det mandag og blogtid, men vi starter præcis for en uge siden, mandag d. 9. maj, hvor Laura, Knut Arne, Matthijs (hollandsk udvekslingsstuderende som kommer i vores kirke) var på tur til Mar Saba, et kloster 15 km øst for Betlehem i Judæ-ørkenen.

Vi prajede en taxi i Betlehem med en spinkel lille arabisk mand, som selvfølgelig lagde ud med at kræve med en det dobbelte af den pris, vi til sidst endte på. Okay, så var han sat i bås; endnu en nærig skiderik. Men mit syn på ham ændrede sig i løbet af køreturen. Han kørte nemlig så forsigtigt og ordentligt, og efter nogle km sagde han selv, at det var fordi, han kunne se, at kvinden (Laura) var gravid. Hmm, meget betænksomt.

Da vi så nåede frem til klosteret havde Laura fået det dårligt og kastede op lige udenfor bilen. Her chaufføren igen betænksom og fandt straks vand frem fra bagagerummet, og da jeg spurgte ham til noget papir, fik han også hurtigt fat i det. Super fin mand.

Efter en vidunderlig tur omkring klosteret - som virkelig er et syn værd!!! - spurgte vi chaufføren, som havde ventet på os, om han havde mulighed for at køre os direkte til Jerusalem. Hertil grinte han lidt og sagde, at hvis han bare kunne betale os det tredobbelte af, hvad vi nu betalte ham, og på den måde komme med os til Jerusalem, ville han være godt tilfreds! Med andre ord: Han var lukket inde på Vestbredden og kunne kun komme ud en gang i mellem.

Jeg vidste godt, at det forholdt sig sådan med de fastboende på Vestbredden, men har aldrig tænkt videre over det. I det jeg så mødte denne mand, blev det noget andet, for han var ægte, hjælpsom og venlig. Jeg kunne ikke fri mig for den tanke, at det bare bliver forkert, at lukke så mange mennesker inde for Israels sikkerheds skyld. Det forekom mig, at Vestbredden nærmest var ét stort fængsel, og hvad gør fængsler ved mennesker i længden...?

Problematikken blev selvfølgelig lige vendt på hovedet i går d. 15. maj: 3. internationale Intefada. Uroligheder i Gaza. En bus, der dræber en person og sårer andre i Tel Aviv, og grænsestridigheder ved Syrien og Libanon. Og dermed må jeg give Israel ret i, at de er nødt til at i meget høj grad at beskytte sig selv. Men hvor går grænsen for sikkerhedsforanstaltninger?

Tjaeh...

Bed for fred her i området!

Og nyd så et par billeder:

Vi gik ned ad stien til venstre i billedet forbi klosteret og kom op på den side, som kan ses på næste billede
Det øverste billede blev taget fra en position oppe på kløfteryggen yderst til venstre på dette billede.

Hav en god uge!

Kh.

2011-05-07T08:59:00.001-07:00

Kære læser

Bare et meget kort indlæg:

I dag var Knut Arne og jeg til Outreach med The Bible Society (Bibelselskabet) inde fra byen. Vi satte et par borde op i en lille park tæt på Central Bus Station, et område hvor der er mange indvandrere, fremmedarbejdere og flygtninge. Fra bordene delte vi bibler på mange forskellige sprog ud, en gruppe fra bibelselskabet opførte også drama, og til sidst var der noget forkyndelse.

De to borde, vi havde sat op, stod et lille stykke fra hinanden, og på et tidspunkt kom der et par afrikanere gående fra det andet bord på vej over til og forbi os, og i det de passerede - hver af dem med en nylig erhvervet bibel i hånden - sagde den ene på engelsk med tyk afrikaneraccent: "It's da word of God. It's power!!"

Jaeh, det, synes jeg ganske enkelt bare, var så godt sagt, så det fortjente et blodindlæg.

Guds ord - Guds kraft!!

Og forresten var der også flere muslimer, der tog i mod bibler, så dermed har du/I fået et forbønsemne :)

God søndag i morgen!

Kh. Jakob - og Laura

2011-05-04T10:46:00.000-07:00

Kære læser

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Golan med Jakob, præst i Jerusalem, Knut Arne, Lea, Mette og Kirsten.

Igen en vidunderlig tur, og der følger naturligvis billeder nedenfor...

Det sociale var utrolig godt, selvom vi var forholdsvis forskellige som personer.

Fysiske udfordringer var der nok af både for trænede og bedre trænede - her skal PræsteJakob have en stor tak for at tilrettelægge på en måde, der tilgodeså enkeltpersoner, samtidig med at fællesskabet havde førsteprioritet.

Og igen viste den israelske natur, at den har mere end sten, sand og badevand at byde på, men det er vist heller ingen hemmelighed længere!

Udsigt ud over Yehudia og Meshushim-kløfterne.. tror jeg nok..
Reje-springet... det ender godt!
Ren idyl!!!

Inden turen - som startede mandag og varede til onsdag - var det naturligvis weekend med gudstjenester, og det var blevet tid til den prædiken, jeg har fast én gang i måneden.

Teksten var om disciplene, der møder Jesus om aftenen påskedag og dernæst en uge senere igen, hvor Thomas også var tilstede. - En fantastisk tekst, bl.a. om tvivl, at prædike ud fra, og da jeg ser, at der sidder et par unge fyre, fra en kristen amerikansk familie, som kæmper en del med tvivl og spørgsmål til troen, og at der oveni dukker en kirkefremmed dansker op (hun kender en af de unge i menigheden), blev motivationen bestemt ikke mindre.

Jeg sagde noget om, at Jesus ikke roser os for tvivlen, men anerkender og imødekommer den, og bagefter nogle ord om, hvor troværdig opstandelsen er + +.

Efterfølgende var det interessant at høre, at både amerikanerne og danskeren havde fået noget ud af det. Måske burde det ikke overraske, for evangeliet er jo for alle, men når jeg ser det i praksis bliver det noget andet. Dér bliver det til opmuntring og glæde.

Præcis på samme måde som evangeliet om syndsforladelse kan gribe vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer, kan Jesu håndtering af tvivl også smelte vidt forskellige, skeptiske hjerter fra vidt forskellige kulturer.

Hav en fortsat glædelig uge!!!

Kh.

2011-04-27T04:54:00.000-07:00

Kære læser

Jeg var lige ved at glemme den seneste uges rapport.

Som vi alle ved, har det været påske, og den er blevet behørigt fejret her i kirken med jødisk påskemåltid torsdag, liturgisk gudstjeneste Langfredag og opstandelsesgudstjeneste både lørdag og søndag.

Det var godt nok mærkeligt for mig at være med til gudstjenesten lørdag. Der skal helst være en stille og lidt langsom dag mellem fredag og søndag. Tiden skal nå at gå i stå, inden opstandelsesjubelen bryder løs. Men det når vi ikke Immanuelkirken, for de fleste af vores faste kirkegængere kan ikke komme til gudstjeneste søndag - Pessach, Påske eller ej - og derfor giver vi dem opstandelsen en dag i forskud.

På den anden side er alle vores gudstjenester - hele året rundt, stort set - opstandelsesgudstjenester, så set i det lys er det uproblematisk. Men alligevel lidt mærkeligt for en dansker.

Ellers har ugen været temmelig stille for mig; Laura har nemlig været i DK (kommer tilbage til mig i nat) til bryllup ved en god veninde. Min tid er blevet slået ihjel med bøger, film og strand - foruden alle gudstjenesterne. Jeg skal spare jer for detaljer om mine tårevåde nætter, henslæbt i dyb savn... Nu kommer hun jo tilbage, og så bliver jeg en standhaftig mand igen!

Alt vel!

Vi skrives ved i maj måned...

(Billeder fra påskemåltidet)

Det rigtige udstyr.
Påskeblomster.. de er i hvert fald gule. Kan ikke huske, hvad de hedder. PræsteChristian med sin søn og russiske Michael til højre.
Drengene linet op til sang.

2011-04-19T10:32:00.000-07:00

Kære læser

Endnu en gang en forsinket mandagsrapport. I tidens ånd (påsken) tillader jeg mig dog at sige: Tilgiv mig!

Igen en god uge.

Min (Jakob) største oplevelse var fredag middag at sidde og snakke med en af vores medlemmer af menigheden, som er tidligere ortodoks (muligvis ultraortodoks) jøde, om en masse tvivlsspørgsmål. Fx anfægtelsen over ikke at se Åndens frugter i eget liv. Dernæst at kunne sidde og læse Rom. 7 med ham var rigtig stærkt, fordi Paulus gennem sin egen ærlige syndsbekendelse og pegen hen på Jesus nærmest omfavnede ham (min kære ven) og satte ham fri. Vi læste efterfølgende nogle andre bibelsteder med særligt fokus på synd og nåde, og igen blev han grebet/omfavnet af Jesu radikale tilgivelse.

Manden her var på jagt efter en nådig Gud og fandt det i Bibelens anerkendelse af hans åndelige tilstand og den dernæst grænseoverskridende barmhjertighed.

To dage efter kom han til gudstjeneste, og det er lige før, jeg tør påstå, at selv den mest karismatiske pinseven (intet ondt om pinsefolkene!!) ikke kunne have fuldt min ven i hans korporlige lovsang og tilbedelse. Det var fantastisk at se, hvad Guds nådige omfavnelse kan gøre ved et menneske!

Og den søndag var altså Palmesøndag, hvor vi (Laura og jeg) efter gudstjenesten i Tel Aviv, tog til Jerusalem for at være med i et Palmesøndagsoptog fra Oliebjerget og ned til og ind i den gamle by.

Turen op på bjerget var lidt hård for Laura. Hun er efterhånden en stor kvinde nu, men flot ser det ud!, og hun er stadig udholden som den bedste jøde!

Da vi havde stået oppe på toppen og ventet en halv times tid sammen med nogle andre danskere, kom optoget og vi vandrede af sted i lidt over en time.

I optoget var også min onkel Claus og moster Elisabeth (Elisabeth ses nederst på det første billede). Claus er på studieorlov i Jerusalem for at fordybe sig i gudstjenestens liturgi (så vidt jeg har forstået det), og Elisabeth er på besøg for at lave mad til ham... (ej, det sidste med at lave mad er jeg ikke helt sikker på, men god er hun i hvert fald til det med maden, så mon ikke hun i det mindste har en smule gang i gryderne ;)).

(Ved enden af vandringen foran Lion's gate.)

(Ned ad Oliebjerget.)

Og nu står fejringen af verdenshistoriens omdrejningspunkt for døren; en fejring jeg må klare uden fruen, for hun er i DK til venindebryllup. Jeg skulle egentlig have været med, men flybilletten koster penge, og man bliver ikke millionær af at være volontør, og desuden er der også brug for hænder her i kirken, så det... :)

Men Påsken står altså fast, bryllup, penge, hænder eller ej!! Og dermed er det visseligt, at "med sit eget blod, gik han [Jesus] en gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning." (Hebr. 9,12)

Glædelig og Jesusfyldt Påske!!!

Kh. os alle fire

2011-04-12T05:27:00.000-07:00

Kære Læser

Mandagsrapporten blev til en tirsdagrapport, fordi konen og jeg har været på tur fra søndag til i dag.

Herlig tur: Golan og østsiden af Genesaret. Dagene gik med besøg i naturparker og -reservater og om eftermiddagen kørte vi ned til søen og fandt en græsplæne, hvor vi kunne slå vores telt op. Telt er godt nok ikke optimalt for en gravid at sove i - eller måske snarere liggeunderlaget - men Laura er udholden som en jøde (positivt!!), og lever stadig i bedste velgående :)

Et af de steder, vi så, hedder Kursi, og dér lod Jesus en flok dæmoner fare i nogle svin, som dernæst løb ud over en kløft og døde. Efterfølgende er det blevet et populært pilgrimssted, hvilket det stadig er. Hvad grunden er, forstår jeg egentlig ikke, for i mit hoved har det aldrig været noget specielt med den fortælling, men andre har åbenbart været af en anden mening...

Nå, men her følger nogle billeder:

Genesaret ved 17-tiden. Lækkert badevand! :)
Yehudia-bækken med flotte vandfald undervejs.
Laura og jeg midt i en å.

Og forresten: Jeg er for første gang blevet introduceret for den jødiske anti-missions-organisation Yad L'achim. Vores diakon Sari-Johanna sendte os nogle klip fra landsdækkende israelsk fjernsyn, som var blevet lagt ud på Youtube, der viste, hvordan de arbejder for at ødelægge alt kristent missionsarbejde her i landet, og jeg skal lige hilse og sige, at de ikke holder sig tilbage (Programmet var heldigvis kritiske overfor dem)!! Derfor: Bed for dem; at Jesus må blive herliggjort gennem deres nidkære arbejde mod ham, og at de alle sammen må ende som Paulus (fhv. Saulus) :)

Bed også for ofrene for deres kampagner. Mange af dem, ofrene, lider af paranoia længe efter et 'sammenstød' med Yad L'achim.

Alt vel og en Guds velsignet uge!

Kh.

2011-04-03T23:47:00.000-07:00

Kære Læser Så er det tid til mandagsrapporten: Det var været en god uge! Onsdag var vi på stabstur til Qumran ved det Døde hav. Det blev en herlig tur for os ansatte + børn med tilpas udfordringer til alle (hvilket gerne skulle fremgå af de to nederste billeder). Tilbage ved bilerne og kiosken var det tid til den obligatoriske Ørkentursafslutningscola. Indtagelsen af cola ovenpå al den varme, sand, støv og sved giver drikken en helt ny dimension! Jeg kan ikke andet end anbefale det :)

Dagen efter var det igen tid til Kid's Club, og denne gang kom en ny nabokvinde med sin søn. Hun var utrolig glad for, at vi havde startet dette arrangement og ønskede at støtte os i brugen af det grønne område overfor hundeejerne, som lufter deres hunde dér og gøder jorden, hvilket er temmelig irriterende, når hundene har et afsat område 100 m længere væk, og børnene gerne vil spille fodbold på græsset, slå kolbøtter, og hvad børn ellers gør. Desuden støtter kommunen os: Græsset er ikke til hundene. Faktisk satte de et skilt op mod hunde sidste sommer, men hundeejerne har selv pillet det ned... Sådan gør man åbenbart her i landet - nogle gør i hvert fald. Med en samlet indsats kan vi måske overbevise hundeejerne om, at vi har retten på vores side, og at børnelatter svævende henover græsset er bedre end hundelort i græsset.

Senere i løbet af Kid's Club kom der 5 børn mere fra lokalområdet. Herligt at opleve den gode modtagelse!

I denne uge fortsætter vi undervisningen om nådegaverne. Gaverne er selvfølgelig allerede i brug i vores menighed, men en styrket bevidsthed om dem, kan ikke skade, snarere tvært i mod.

Mentaliteten her er stadig lidt, at man kommer og modtager af sin kirke, og det er det. Slut. Nu er modtagelsen på mange måder det primære - ingen tvivl om det. Kristendom er, at Gud gav sig selv for os, og vi modtager ham. En kirke, som er mere optaget af at udfordre sine medlemmer til efterfølgelse end af at servere Jesus for dem, er derfor på vej ud af et sidespor, men modtagelsen af Jesus er naturligvis også modtagelsen af et liv sammen med ham; et liv som leves i aktiv deltagelse.

Vi skal have øje for, at nådegaverne ikke er en ekstra byrde for menighedernes medlemmer, men tvært i mod endnu en dimension af modtagelsen: Gud giver os endnu mere! Han beriger os yderligere!

Altså: Det liv, vi har modtaget af vores frelser, styrkes gennem brugen af nådegaverne.

Forhåbentlig kan vi få en god snak om dette i morgen aften og næste tirsdag. Bed gerne for det!

Og dernæst kommer Påsken. Du godeste, hvor er det godt - det slagtede lam!

Kh.

2011-03-28T05:32:00.000-07:00

Hej Læser

Et lille indlæg her sidst i måneden.

Her i weekenden har Christian været i DK til Israelsmissionens årsmøde (eller noget i den stil), så vi har haft lægmandsgudstjenester, og jeg fik lov til at prædike.

Prædikenteksten var ellers ikke den mest indbydende ved første øjekast, men som så mange gange før foldede den sig ud og viste nogle spændende pointer, og jeg har lige lyst til at bringe én af dem her:

(Luk. 11,14-28: Om den stumme dreng, som får stumhedsdemonen uddrevet, hvorefter Jesus anklages for at være i ledtog med Beelzebul, men disse anklager avviser Jesus, og til sidst korrigerer han en kvinde i hendes syn på Jomfru Maria)

I v.20 lægger Jesus op til at Guds finger er på spil i de gerninger, han gør. Udtrykket Guds finger refererer tilbage til Egypten, de ti plager og udfrielsen fra landet. Guds finger henviser altså til en begivenhed, som blev identitetsskabende for det jødiske folk. Gang på gang gentages det i GT, at Gud er den Gud, som første Israel ud af Egypten, og Israel er det folk, som Gud reddede. Guds frelsende handling formede jødernes identitet.

Nu siger Jesus så, at Guds finger også er på spil i hans gerninger. Dermed siger han indirekte, at det, der er på færde i hans tjeneste, på samme måde er identitetsskabende. Jesu liv former den kristnes identitet. Som kristne finder vi svar på, hvem vi er, vores kristne eksistensberettigelse, i Jesu liv, død og opstandelse.

Ja, det ville jeg lige dele, for jeg blev selv så glad af at se det :) - det er jo trygt at kunne pege over på Jesus, når jeg selv eller andre anklager mig for dårligt kristent liv.

Ellers er alting vel - ja ligefrem i bedring: badevandet bliver varmere nu! (men det skulle det helst også, for vi har været helt nede på 17 grader...)

Kh. og god uge!

2011-03-21T07:11:00.000-07:00

Kære læser

Endnu en begivenhedsrig uge er gået!

Fredag aften var Laura og jeg for første gang i en synagoge til gudstjeneste (eller hvad det nu hedder), men ikke en hvilken som helst gudstjeneste, for taleren var vores kære PræsteChristian. Han havde fået 8 minutter til at sige noget om kristnes forhold til jøder i dag, og det blev til et rigtig spændende halv times foredrag (stakkels Christian er jo teolog, så det med taletiden går ikke så godt, men jøderne - de er reformerte, dvs. ikke-ortodokse - var vist rigtig glade for det, han sagde) om, hvorfor kristne faktisk holder utrolig meget af jøder; vi tilbeder jo en jøde! Set fra min synsvinkel glædede jeg mig mest over, hvor meget evangelium Christian hentede frem ved en lille gennemgang af Esajas. Hvor meget jøderne fik fat i, skal jeg ikke kunne sige, men jeg går stærkt ud fra, at Helligånden knoklede løs på hjerterne!

Nedenunder følger en gennemgang af aftenen i omvendt rækkefølge:

Christian får en hyggelig snak med Rabbi Saar efter gudstjenesten. Knut Arne står i forgrunden og reflekterer over, hvorfor kipa'en sidder bagest og ikke forrest på hovedet.
Uddeling af sød vin, sødt brød og sød (selvfølgelig) kage efter gudstjenesten. Manden i midten er også rabbi. Det var ham, der ledte os gennem gudstjenesten.
Jeg er meget stolt over kipa'en. Knut Arne har også en på, jf. ovenstående billede, men det er lidt svært at se.
Christian i gang med sit foredrag. Hans gestikulation er, som man jo tydeligt kan se, både indbydende (de åbne hænder) og udfordrende (det fremskudte ansigt) på én gang. Den lille kvinde ved siden af er Rifka fra vores egen menighed, som oversatte til de hebraisktalende.

Skabet i baggrunden indeholder Torarullerne.

Lørdag fejrede vi, som jeg skrev i forrige indlæg, Purim med familiegudstjeneste. Det blev en rigtig dejlig gudstjeneste med 90 deltagere (normalt er vi 50-60) og hyggeligt fællesmåltid med leg bagefter.

Om søndagen havde vi besøg af to amerikanske grupper, og her fik jeg igen oplevelsen af, hvad det vil sige at være én stor kristen familie - world wide!! Ærgerligt at vi mærker så lidt til det hjemme i DK, hvor vi ikke får menigheder eller grupper fra alle mulige andre kontinenter på besøg i tide og utide. Men så priviligerede er vi altså her i Immanuelkirken, og på den måde gør Gud sig selv lidt større og nærmest mere interessant.

Det var alt for denne gang.

Vi skrives ved om ikke så længe :)

Alt vel og Guds fred!

Kh.

2011-03-17T00:05:00.000-07:00

Hej Læser(-e)

Tak for forbønnen, tror jeg vist godt, vi kan sige: Vi var 6 til Youth Bible Study i sidste uge. Dejligt! Det blev også en meget interessant gang, hvor en af deltagerne åbnede sig meget ift. åndelig sult; at vide sig elsket og tilgivet af Gud. Vigtigere kan det bare ikke blive...

Og ud over dén gode nyhed går det også godt. Fra søndag til tirsdag var Laura og jeg på en fantastisk natur-tur med Knut Arne (norsk volontør) og Micaela (svensk-talende finsk volontør) oppe på Golan-højderne og deromkring, og her følger nogle billeder:

Yehudia-reservatet. Vidunderligt smukt.
Blomsterskråning. Laura kom hen til mig, da vi stod ved bilen og skulle hjem og spurgte mig: Jakob, har du nu husket at tage billeder af alle blomsterne. 'Ja', kunne jeg heldigvis svare.

En meget kold (!!!) tur gennem vandet. Vi havde fire af disse overgange i løbet af tirsdagen.
På kanten af et 990 m højt vandfald... (eller lidt mindre...)
Foden af Hermonbjerget. Jakobs Paradis!!!
Jakob i ekstatisk henrykkelse... (de andre måtte slæbe mig ned fra bjerget og binde mig fast til passagersædet)

Det var lige et par indtryk fra turen.

Næste vigtige programpunkt: Familigudstjeneste på lørdag, hvor Laura er 'medarrangør' og leder af familiekoret.

Vi skrives...

Kh.

2011-03-09T09:31:00.000-08:00

Kære læser

Der er ikke så meget nyt at berette herfra.

Eller, argh, måske lige en enkelt ting: Youth Bible Study går ikke så godt. Vi har kun været tre til de seneste møder, og det har vel at mærke været os, der bor her i huset. Hvis det fortsætter som nu, overvejer vi derfor at lukke ned.

I må rigtig gerne hjælpe os med noget forbøn.

Men ellers kører ting, som de skal, og det glæder vi os over.

Her på det seneste har jeg især tænkt over, hvor skønt livet omkring vores gudstjenester er:

Først solid Guds-tjeneste; Gud tjener os gennem et frigørende ord om Jesus og ved at give sig selv i brød og vin, og efter Hans betjening af os er der bare et rigtig dejligt og afslappet fællesskab ude i kirkehaven, hvor alt lige fra prædiken til den forgangne uge bliver vendt.

Hvis muligheden byder sig, så kom og oplev det! ;)

Nogle billeder kan I også lige få:

Mig, på toppen af Gamla, en landsby som gjorde hård modstand mod romerne i årene lige før 70 e.Kr.
Laura med front mod Gamla. Laura ser i samme retning, som ovenstående billede 'kigger', mens jeg i ovenstående billede ser i samme retning, som dette billede 'kigger'; indad i dalen.

Læg også mærke til alle forårsblomsterne :)

Og én ting til: Hvis Laura ser tyk ud, er der en god grund til det, faktisk en dobbelt god grund: tvillinger!! Tadaaaa!! Hun er allerede 16,5 uger henne...
Israels højeste vandfald (51 m frit fald) ikke langt fra Gamla.

2011-02-28T02:04:00.001-08:00

Kære Læser

Jeg vil bare lige kort følge op på sidste uges indlæg, og så skal I få lov til at se nogle flere billeder.

Noget af grunden til, at jeg blev så rørstrømsk over at se forårslækkert græs mellem de to motorvejsbaner, var/er nok, at lige siden vi kom har der været knastørt overalt! Det har været svært at forestille sig, at dette skulle være landet, der flyder med mælk og honning.

Til tider er det nok også gået lidt ud over mit humør - hvis jeg må være så ærlig på et så offentligt sted...

Jeg holder nu en gang bare meget af at se livfulde tegn omkring mig, hvilket bl.a. betød, at da vi i oktober var på en særdeles smuk vandretur i Negevørkenen, måtte jeg erkende, at jeg holder langt mere af de grønne, norske fjelde.

Men så kom det!! Livet. Også her til Israel. Og i skrivende stund har det lige regnet, og selvom det har ødelagt den tur, Laura og skulle have været på, kan jeg kun glæde mig over det :)

Dertil kom den ene vidunderlige evangelietekst efter den anden til søndagens læsning. Teksternes fokus på Jesus og det liv, vi modtager i ham, har nærmest overrumplet mig siden ankomsten hertil, for det har fyldt langt mere, end jeg forventede. Jeg havde regnet med langt mere discipelskabsfokus, efterfølgelse, undervisning i kristen etik osv., men alt det har stort set kun været en del af tekstens periferi (okay, det er selvfølgelig også et spørgsmål om tolkning, men den diskussion tager jeg gerne). De gange, jeg selv har prædiket, har jeg følt, at jeg måtte presse teksterne for at kunne komme med konkrete formaninger. Af den grund har jeg heller ikke formanet særlig meget, og det har præste-Christian heller ikke, og hvorfor skulle vi også det, når nu teksterne var langt mere optagede af at give os Jesus!! :)

Den seneste måned er det hele dermed gået op i en højere enhed: Forårslivet og evangelielivet!

Forhåbentlig kommer foråret også snart til Danmark, så I kan se livet udfolde sig på endnu flere fronter :)

Her følger så i omvendt rækkefølge nogle dejlige forårsbilleder.

Det første er fra Ein Gedi, en oase ved Dødehavet. Laura og Arne har fundet en dejlig pøl på rundt 20 grader.

Her er vi på vej op mod toppen af Herodion, Herodes den stores palads ved Betlehem. I baggrunden skulle I gerne kunne ane de forårsgrønne bakker. Ansigtsudtrykket er et forårsudtryk.
Skråningen på veje op mod Oliebjerget dagen før turen til Betlehem og Herodion (Ein Gedi-turen lå endnu to dage senere). Grønt græs...

Alt vel indtil næste gang!

Kh.

2011-02-23T11:16:00.000-08:00

Halløjsa Landkrabber!!

Så er der et par billeder - og flere i vente - fra Svigermors og Arnes besøg.

De kom fredag og tager afsted i overmorgen, fredag.

Billederne her er fra... Jerusalem, naturligvis (søndag).

Som det kan ses af det øverste billede var Laura i overhængende fare for at blive ramt af Jerusalemsyndromet; hun gik og følte sig meget from med lukkede øjne og samlede hænder... Heldigvis skulle der ikke andet til end et kys på kinden, så var hun god igen! :)

Nå, men jeg skriver egentlig, fordi jeg oplevede noget underfuldt i dag - ganske vist kun et lille under.

I dag har vi været på tur til Ein Gedi ved Det Døde Hav. Smukt sted. Og på vej hjem i bilen på motorvejen så jeg livet overvinde døden: Forårsgrønt græs voksede op i rabatten mellem de to vejbaner!! Det var simpelthen bare så smukt, inspirerende og mentalt livgivende, for her kom vi osende sammen med tusindvis af andre osere, og asfalten ligger tung og kvælende, men livet kunne vi ikke få bugt med. Guds skaberværk er stærkere end som så.

Måske er det lidt tøset at blive fascineret af den slags (undskyld mit politisk ukorrekte sprog!), men det blev jeg bare og måtte der og da opsende en indre lovsang til vores Skaber.

Han er virkelig god og har så vidunderligt mange måder at minde os om livet og Hans sejr på.

Livet sejrer over døden.

Derfor tør vi med god grund leve videre - og vi vover at være fortrøstningsfulde :)

Hav en livlig aften i selskab med Man. United mod Marseille i Champions League! Måtte det bedste engelske hold vinde!!

Og i morgen starter VM i langrend i Holmenkollen, Oslo.

Pyha, Gud er sandelig god på mange måder, ja ;)

Alt vel!

Kh. Jakob

2011-02-10T08:45:00.000-08:00

Hejsa

I dag havde vi vores første officielle Kid's Club for menighedens og nabolagets børn - og alle deres venner om så skulle være!

Fra kl.15-16 var der lektielæsning. Her kom der flest afrikanske børn, som går i dårlige offentlige skoler, fordi deres forældre ikke har råd til de gode privatskoler. Men her hos os har vi et par voksne, der sørger for lektiehjælp til dem og udvikling af engelskkundskaberne.

Fra 16-18 startede legen så, og nu dukkede der også tre piger fra nabolaget op. Det sidste var lige det, vi havde håbet på: at lokalområdet og ikke bare menigheden ville støtte op om ideen. Forhåbentlig betyder det, at vi kan blive en mere og mere integreret del af livet for menneskene her, og hvem ved, måske ender de med at sætte deres fødder i kirken en dag :)

Nå, men altså, kl 16 startede vi et løb med forskellige stationer i og udenfor vores store menighedshus. Vi lavede to hold børn med 6-7 på hvert hold og to voksne til at følge dem rundt og et par andre til at stå fast ved nogle poster. Løbet blev en succes. Børnene morede sig, og nabopigerne snakkede med børnene fra vores menighed.

Meget mere kunne vi ikke bede om!

Og om en time starter vores Youth Bible Study..

Du godeste, der er noget at se til i dag :)

Hav en velsignet aften i DK!

Kh. Laura og Jakob

2011-02-07T01:49:00.001-08:00

Halløjsa i stuen, folkens!

Jeg sidder nu ved computeren (hvad ellers...) og kigger ud på regnvejret. Regntiden er over os, så stranden er ikke blevet benyttet så meget på det seneste. Da vi ankom hertil havde jeg ellers andre planer med den strand: Jeg satte mig for at springe i bølgerne mindst én gang om ugen alle ti måneder. Forsættet gik meget godt indtil den store storm og vejromslaget i begyndelsen af december. Det har ikke været alvorlig varmt lige siden, og forskellige omgange forkølelser har også sat en stopper for vandpjaskeriet. Men skidt pyt.. jeg - og Laura - har det stadig godt!

Noget mere seriøst: I kirken har vi et foretagende, der hedder Open Church. Jeg kan ikke huske, om jeg har beskrevet det før, men det går i hvert fald ud på, at vores gode gamle Juan (messiansk jøde fra Uruguay, blev først omvendt her i landet), holder kirken åben fra 10-15, tirsdag til fredag, og modtager enkeltpersoner og turistgrupper. Dem viser han rundt i kirken og forklarer kirkens glasmosaikker for. Især det sidste er temmelig afgørende, fordi vores glasmosaikker afbilleder evangeliet, men på en særlig 'jødisk' måde, hvor det tilstræbes at vise forbindelsen mellem gammel og ny testamente, og dernæst også med øje for geografien: Jonas og hvalen (Jonas blev spyttet ud lige her ved Yafo) og Peter og hans madvisioner, hvor han fik forklaret af Gud, at alt kan spises, og dernæst at det også omhandlede omgang med hedninger; at det er helt ok (fandt også sted her i Yafo). Dette fortæller Juan altså om, og det, der er så fint ved ham, er, at han har stor forståelse for de forskellige mennesketyper og aldersgrupper, der kommer forbi. Han søger altid, at gøre evangeliet forståeligt og interessant - dog aldrig ved at gå på kompromis med sandheden!

Vi får ca. 200 besøgende hver uge, når vejret er normalt, og majoriteten er jøder.

Juan har brug for forbøn i det her arbejde! Bed om fortsat visdom og forståelse for de mennesker han møder, og at hans helbred (som ikke er alt for godt) må kunne klare opgaven. Humøret og gejsten har han så afgjort - det kan i evt. takke Gud for :)

Open Church er muligvis et af de bedste argumenter for, at Israelsmissionen er en del af Immanuel Church. Her er vi direkte i kontakt med befolkningen - og så kommer de endda frivilligt!

Alt vel og Guds fred!

Kh. Jakob

2011-01-27T12:16:00.000-08:00

Hej

Ja, der er ikke sket de store ting på det seneste...

Livet går sin vante gang med bibelstudie, gudstjeneste, lovsang, praktiske opgaver, Door of Hope, stabsmøder osv.

Her til aften havde vi dog et rigtig hyggeligt besøg af et par fra Tel Aviv-forstaden Petah Tiqva. De hedder Peter og Yarden. Han er araber og hun er jøde, begge to kristne. Det var Julie, Lauras lillesøster, der satte os i kontakt med dem. Hun mødte dem for et par år siden, da hun var i landet og var på kampagne med Jews for Jesus.

Hvor var det bare skønt at snakke med dem og blive smittet af deres gejst for evangeliets udbredelse. Det er stort set bare det, deres liv handler om - og de nyder det. Udover den smittende gejst var (er) de også bare nogle smaddersympatiske mennesker, og det er nu engang bare sjovt at møde mennesker så langt fra ens eget hjemland og vante kultur, som man alligevel hurtigt og naturligt falder i snak med.

Da de sagde tak for aftenen, spurgte Peter, om han måtte bede for os, hvilket han selvfølgelig gerne måtte! Herligt at kunne mødes som kristne brødre og søstre på den måde og ikke være for blufærdige på det område. Her tror jeg godt, vi kunne give os selv større frihed i Danmark. Jeg ved godt, at mange allerede inkorporerer bønnen som en helt naturlig del af en venskabelig komsammen, men mon ikke vi er nogle, der kunne opleve en velsignelse ved at lade det fylde mere... Dette være sagt som en opmuntring :)

Må I have det godt hjemme i DK!

Guds fred!

Kh. Laura og Jakob

2011-01-14T22:10:00.000-08:00

Kære læser

Som du kan se, har vi ændret designet her på bloggen. Vi blev gjort opmærksomme på, at det gamle design nogle gange gjorde det svært at læse teksten. Hvis ikke ændringen hjælper, må du gerne skrive det i en kommentar :)

Men ellers:

Her sidst i januar skal vi starte vores ungdomsbibelstudiegruppe op igen. Det bliver spændende at se, om vi igen kan samle ca. 7 til møderne. I udgangspunktet er vi fem, men det er inden, vi ved, om der kommer nye udvekslingsstuderende.

Før jul mødtes vi kun her i huset. Nu vil vi prøve at komme tættere på universitetet.

Videre bliver det vigtigt at finde nogle, som bor fast her i Tel Aviv, der kan køre arbejdet videre, så det ikke bliver afhængigt af det næste volontørhold. Det er en alt for skrøbelig ordning, hvis tilbuddet skal være permanent, og der skal skabes kontinuitet i arbejdet.

Nu har Guds arbejde ganske vist ofte været skrøbeligt og overlevet rigtig godt som sådan, men så vidt jeg ved har man aldrig stræbt efter skrøbeligheden. Den kan være et vilkår - hvilket den er for os lige nu - men vi stiler altid højere! :)

Bed gerne for det her; for flere nye og for stærke hænder og fornuftige hoveder til at fortsætte det.

Alt vel og Guds fred.

Kh. Laura og Jakob

2011-01-14T21:37:00.000-08:00

Billederne her er i en lidt forkert rækkefølge. Det øverste er det sidste: Laura på toppen af Sinaibjerget. Flot udsigt må man nok sige. (Jeg havde egentlig skrevet, at vi ikke kunne vise disse billeder, men Christian forklarede mig, hvordan jeg kunne gemme dem i et andet format - og vupti, så kører vi!)

Her er timingen ikke helt skarp. Et sekund senere var der derimod fuld kontakt mellem menneske og dyr. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Nedenfor Sinaibjerget: St. Kathrine klosteret. Smuk beliggenhed, men jeg synes egentlig ikke, det var noget særligt at komme ind og se.
Vi havde redet fra udkanten af byen. Sjov oplevelse. Drengen i baggrunden er bedouin og var vores fører. Her sms'er han vist..
Rank ryg!! Sådan!!

2011-01-09T11:14:00.000-08:00

Kære læser

Så har vi lige overstået evangelisk alliance bedeugen - også her i landet.

Vi havde et møde her i kirken i går aftes, og vi blev hele 8 stykker.

Her i Israel fungerer det sådan, at man arrangerer møderne for hele landet og ikke for de forskellige byer eller områder. Altså ét møde i hele landet én aften, så ét andet møde ét andet sted næste aften osv. Folk skulle altså - optimalt set - være kommet fra hele landet for at besøge vores kirke og bede sammen med os, men der kom desværre ingen. Jeg kan dog godt forstå de andre. De ville fx være lidt vildt at køre fra Eilat til Tel Aviv for en enkelt aften. Jerusalem kunne man måske godt have håbet på nogle folk fra, men de har på den anden side haft de seks andre møder i byen, så mon ikke de var ved at være 'fed-up'..

Nå, men vi havde et dejligt møde i vores kirke i går, og jeg kom til at tænke over aftenens tema: Unity will cost.

Vi har enhed på tværs af kirker og organisationer, enhed i ånd og tro ved Jesus.

Det ledte mig videre til C.S. Lewis' bog Det er Kristendom, som i hvert fald bl.a. handler om den kristendom, der samler alle kristne brødre og søstre, og så beskriver han den forenende kristne levevis. Han ser på, hvad det er, vi som kristne gør, der forener os på tværs af forskellige bibeltolkninger - og ender altså med at kalde bogen Det er Kristendom. Temmelig skørt at kalde en bog det, når den handler mere om, hvad mennesker gør, end hvad Jesus gør. Kristendommen er jo Jesus og hans gerninger (måske har jeg misforstået Lewis...) og knap så meget vores.

Og videre til kirkens enhed: Det er i Jesus, troen på ham, hans død og opstandelse, vi finder enhed. Ingen andre steder. Vi kan jo lige netop ikke blive enige om tolkninger, og hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre tingene. Men at vores eneste håb til syvende og sidst er Jesus, kan vi trods alt godt blive enige om. Derfor er jeg ikke så glad for Lewis' bog (den har som minimum et forkert fokus, når man ser på bogens titel), men til gengæld glad for at bede sammen med folk med en anden Bibeltolkning end mig - jeg ved nemlig, at vi deler samme håb.

Hav en rigtig god kommende uge med masser af bøn og Jesus-håb! :)

Kh. Jakob (og Laura)

2011-01-02T23:34:00.000-08:00

Kære Læser (-e)

Glædeligt Nytår!!!

Her er vi gået ind i det nye med dans i stuen, som I kan se nedenfor. Vores messianske jøde Jeff - fra England - ledte os, og på billede nr. to ses Laura i fuld gang med at kopiere Jeffs vilde trin. Jeg tror vist ikke helt, det lykkedes, men det var nok mest, fordi Jeff ikke engang selv kunne trinnene godt nok.

Ja, og så var vi jo på tur til Sinai og Dahab i dagene forinden. Tre en halv dag fik vi dernede.

Herlig tur! Rigtig meget varme de to første dage og masser af sol. Sidste halvanden dag bestod af lidt småregn og overskyet, men det var også her, vi var på tur til Sct. Kathrine-klosteret midt inde i ørkenen (efter sigende det sted, hvor Moses mødte Gud i den brændende busk) og dernæst en tur op på det majestætiske Sinaibjerg. Virkelig flot tur - også i overskyet vejr. Men lidt koldt, og nu er undertegnede forkølet...

De to første dage forløb i stor stil ved vandkandten på hotellets udendørs madrasser. Uh, det var godt, og frokosten blev serveret lige dér, hvor vi lå. Sådan en luksus har vi aldrig prøvet før - og især ikke til den pris.

Om eftermiddagen første dag var vi ude at ride på kamel i halvanden times tid. Meget sjovt. Men ikke den mest sindsoprivende oplevelse. Det vildeste var vel nærmest mit forsøg på at kysse det ene af dyrene. Det gik vist lige. Vi fik i hvert fald en eller anden form for mund-til-mund-kontakt. Jeg kan også dokumentere det vha. af et billede, men det er taget i et format, som denne blogside ikke kan arbejde med. Det er alle vores billeder fra turen for øvrigt. Beklager :)

Den næste dag snorklede vi om eftermiddagen, og for første gang så vi koralrev. Virkelig flot! Men vandet var lidt koldt (23 grader), så vi kunne ikke holde ud at svømme rundt i det særlig længe ;)

Nå, nu stopper jeg. Der er vist heller ikke så meget mere at fortælle fra den seneste tid.

Igen: Glædeligt Nytår!

Vi skrives/læses ved her på bloggen :)

Laura og Jakob

2010-12-24T23:15:00.000-08:00

Kære blog-addicts ;)

Rigtig glædelig Jul!!!

"... takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej."

Det er sandelig et godt budskab - også selvom man i forvejen føler, man har det godt og sidder på sin terrasse og drikker morgenkaffe med sol i ansigtet og bare tæer og shorts. Ja, det kan måske lyde som om en lille klimahån af jer derhjemme, men det er det egentlig ikke. Jeg ville gerne bytte. Giv mig sne, minus ti og et par ski! Men som jeg vel tidligere har været inde på, så er det vist den bedste erstatning :)

Og her sidder jeg/vi altså og nyder Zakarias' budskab.

I går aftes og midnat havde vi julegudstjenester. Til den første kom der vel 275. De fleste var jøder, og som sædvanlig kunne den kære præst ikke holde op med at forkynde Jesus... Hermed noget at bede for: at ordene fra i går må virke voldsomt i tilhørernes hjerter!

Til den sene gudstjeneste var vi omkring 110-120 stykker. Igen langt flest jøder, så bed gerne et par minutter mere ;)

Det giver bare enormt meget mening at være her, når vi har en kirke, der kan trække så mange folk til, og som også gør det i hverdagen, når turistgrupper og lokale grupper (folk, der vil lære deres by og dens historie bedre at kende, fx skoleklasser) kommer på besøg og får evangeliet forkyndt gennem kirkens mosaikvinduer.

Måske bliver dette det sidste blogindlæg i december. Jeg ville egentlig gerne skrive et til, men nu tager Laura og jeg til Dahab i Sinaiørkenen får at finde roen - på et hotelværelse... - så forvent ikke mere før i januar. Det betyder også, at jeg bryder vores flotte statistik med 7 indlæg pr. måned, og som det konkurrencemenneske, jeg er, er det bestemt ikke særlig sjovt. Men hvem ved, om grunden til slækkelsen i virkeligheden handler om, at jeg er blevet smittet af kulturen hernede, der alt i alt virker knap så konkurrencemindet som længere nordpå. Jeg siger ikke, at jøder og arabere er dovne. På ingen måde! Men de lader til at kunne slappe lidt mere af - også i løbet af en ellers hektisk hverdag; sætte sig ned i frokostpausen, finde vandpiben og en Carlsberg (ja faktisk, en Carlsberg!) frem og så begynde at tygge stille og roligt på falaflen, mens de gestikulerer lidt med armene om et eller andet interessant...

Den slags kultur tager vi gerne med hjem!

Men igen: Rigtig glædelig jul!

Varme knus, Laura og Jakob

2010-12-21T11:09:00.001-08:00

Kaere laesere

Ja, saa sidder jeg igen ved kirkens computer, som mangler ae, oe og aa. Det maa I baere over med.

Nu en lille opdatering:

I gaar, paa vores fridag, var Laura og jeg - og Laura fra USA som vi har moedt i kirken og som kan ses paa billedet fra vores restaurant-og-dansetur for et par uger siden - paa The Yitzhak Rabin Museum i det nordlige Tel Aviv. Det var det foerste virkeligt spaendende museumsbesoeg her i landet, hvis I spoerger mig (tror nok, Laura ser lidt anderledes paa den sag..).

Museet er en blanding af masser af Rabin-materiale, en hel del om Israel fra 30'erne og frem til '95 og til sidst en lille smule om verden ellers i samme periode. Den roede traad var dog Rabin og hans liv. 27 aar tilbragte han som soldat, hvor han endte som chef for haeren og dernaest en masse politiske poster. Premierminister to gange, og det var altsaa ogsaa i den rolle, han endte sit liv, da han blev skudt i '95.

Meget interessant at foelge udviklingen hos en, der startede med at kaempe mod palaestinsere og arabere, men som endte med i hoej grad at arbejde for deres sag - det var jo det eneste, der kunne sikre freden.

Den samme aand/holdning moeder man ogsaa hos rigtig mange unge israelere her i Tel Aviv i dag. Der bliver med jaevne mellemrum afholdt demonstrationer mod oprettelse af bosaettelser paa Vestbredden, og de soeger i hoej grad fred og forsoning med palaestinserne.

Laura og jeg har godt nok ikke oplevet meget af det, men vores danske ven Morten, som nu er rejst hjem, var i taet kontakt med miljoet i byen og kunne fortaelle meget godt herom.

Maerkeligt at taenke paa det her, naar jeg mindes den danske presses skriverier om Israel. Her bliver Israel jo ofte fremstillet meget ensidigt zionistisk (indroemmet: min oplevelse af den danske presse), men den anden side fylder altsaa meget. Nok mere end mange danskere tror...

Tjaeh, det var bare en ufaerdiggjort tanke hernede fra.

Ellers steg temperaturen fra at have ligget paa 20 grader de foregaaende dage til knap 25 i dag. Dejligt - naar der nu alligevel ikke bliver nogen ordentlig vinter her med ski og det hele... Godt at jeg er ung og har mange gode skivintre til gode!!

Hav det noget saa fremragende!

Kh. Jakob - og nok ogsaa Laura

2010-12-13T05:50:00.000-08:00

Hej igen

Det regner...

Og det er godt!

Det har faktisk regnet det meste af weekenden, og, som nogle af jeg måske har læst i aviserne, har det også stormet, lynet og tordnet.

Jeg var ude og træne i det skøre vejr i går, og jeg nød det endda lidt - ikke fordi det var hårdt, vådt, blæsende og koldt, men fordi det mindede mig om en efterårsdag hjemme i Århus. Det er vel første gang, jeg har haft følelsen af 'derhjemme' hernede. Jeg tænkte i hvert fald over, da jeg løb af sted, at det her er lidt nostalgisk. Nå, men i morgen kommer solen og de 20 grader tilbage. På onsdag skulle det ligefrem blive 24. Dejligt.

Angående regnvejret læste jeg noget sjovt - måske i virkeligheden trist - i en avis (eller også hørte jeg det...) for ca. tre uger siden: På grund af tørken (indtil lørdag har der ikke været ordenlig regnvejr i landet siden april, og det er for lang tid) havde de ortodokse jøder sendt nogle af deres rabbinere op i nogle vejrballoner, så de kunne komme tættere på Gud med deres bønner. Næsten ærgerligt at regnskyllet kom så forholdsvis kort tid efter; de kunne jo tænkes at tro sig belønnet af Gud pga. deres ekstra indsats. Gad godt at vide, hvad for et gudsbillede der ligger bag sådan en desperat handling. Eller måske er det mere desperationen en gudsbilledet, der blev afgørende... Jeg ved det virkelig ikke. Men godt at regnen kom - rabbinere i vejrballoner eller ej!

Det var det for denne gang, og her er et billede af vores værelse + Laura (taget for nogle måneder siden)

Kh. os begge :)

2010-12-07T23:12:00.000-08:00

Kære læser

Så røg integriteten. Den kølige nordiske facade smuldrede - og Laura og jeg strøg op på dansegulvet.

Generalsekretæren, selveste Bodil, havde advaret os: I Israel lever man livet, og dansen og festen er en del af det. Måske var det i virkeligheden en opfordring fra hendes side... (?) Sjovt var det i hvert fald denne decemberaften ved ti-elleve-tiden og ikke mindre skønt at opleve unge og gamle mennesker sammen uden alkoholen som den afgørende faktor.

Dansetrinnene var vist ikke specielt imponerende, men det herlige var også bare, at gøre som det passede os.

Nedenunder ses vores bord. Knut Arne til venstre, Robbie, fra New Zealand, i den sorte jakke tættest på kameraet til højre og Laura, New York, ved siden af. De to piger er med i vores ungdomsbibelstudiegruppe. Vi mødtes mandag aften, og det var der, Robbie fortalte, at hun skulle afsted til cafeen næste aften og dernæst spurgte, om vi ville med.

En lille kuriositet ved begivenheden er, at stedet er ejet af områdets mafia. Sandt nok! Vi har derfor været med til at støtte den.. (måske) israelske mafia. Hvordan jeg skal have det med det, ved jeg ikke helt. Jeg tror mest af alt bare, jeg synes, det er lidt sjovt.
Ja, det var endnu en lille historie er fra det Hellige Land. Terra Sancta som nogle kalder.

Må I have en god onsdag!

/Laura og Jakob

2010-12-06T01:09:00.000-08:00

Kære læser

Så er det på høje tide med nogle billeder igen.

Min computer er kommet på højkant, så nu fungerer æøå og, som I kan se, ligeså med billederne. Herligt!

De to første billeder er fra Haifa. Det øverste er i nærheden af et arabisk kvarter i byen. Vi har lige været på McD for at få vores formiddagssoftice til 4,5 kr, og skråt op til venstre for Laura kan I se en lysebrun cylinderformet bygning. Det er den samme som midt i billedet nedenfor, og det er Bahai-religionens næst helligste sted. Her ligger deres grundlæggers forløber (måske kan han sammenlignes med Johannes Døberen..?) begravet (det helligste sted er i Akko 20 km nord for Haifa - rart for dem at have tingene samlet, forestiller jeg mig..). Eller også er det bare asken. Det er i hvert fald en superflot bygning med gylden kuppel og det hele - bare ikke lige nu, fordi den bliver restaureret. Og som I også kan se på billedet nedenfor, hører der en stor fin have med til bygningen. Haven er 1 km lang fra bunden til toppen og stiger med 225 højdemeter. Alle bahai'er skal på pilgrimstur mindst en gang i livet her til og gå fra bunden af haven og til toppen. Vi gik den samme tur, men ikke inde i haven, for vi havde ingen guide med og er jo ikke ligefrem bahai'ere. Vi måtte altså nøjes med stier, trapper og veje udenom. Men på toppen følte vi os alligevel lidt frelste ;) Skal vi kalde det en slags religiøs helgardering..? Ej, sludder! Jesus er rigeligt for os.
Ellers kan vi sige, at Haifa er en utrolig fin by! Den opleves mere renlig, grøn og overskuelig end Tel Aviv, og så er det flot med Karmelbjerget, som den ligger op ad! Tragisk at det meste af beplantningen nu er brændt ned i den store brand.
Her har vi action group med nogle få friske i menigheden. Vi spillede spil og legede sammen.

Det er noget, vi gør ca. en gang i måneden. Altså har action group. Indholdet varierer fra gang til gang. Næste gang (kommende lørdag) julebager vi og klipper juledekorationer. Hyggeligt! Kom og vær med, hvis I har lyst og råd til flyet!! ;)

Kh. Laura og Jakob

2010-12-01T11:20:00.000-08:00

Kære læser

Så blev det d. 1/12.. tjaeh.. så'n er det jo, og det har egentlig ikke så meget med sagen at gøre, for sagen fandt sted i går:
Vi havde bibeltime, og det handlede om retfærdiggørelse. Et mildest talt helt vidunderligt-fantastisk emne!!
Herunder var jeg blandt andet omkring troens væsen; at det er Gud, der vælger os og giver os tro og ikke os selv, der vælger ham og selv begynder at tro. Der er tale om forudbestemmelse, hvor svært det end kan være for vores logiske kapacitet at fatte det.
Og det var helt tydeligt også svært for nogle at fatte. Efter selve bibeltimen blev det ligefrem til en temmelig intens diskussion om, hvem der vælger hvem, og om mennesket har fri vilje ift. Gud. Det bibelske svar er nej. Vi har ikke fri vilje, selvom det overfladisk set kan se sådan ud. Gud er nødt til at gøre absolut HELE arbejdet for at frelse os. Men Paulus har tydeligvis ret i, at denne meget radikale påstand er en dårskab for gamle Adam, for den menneskelige natur.
I løbet af diskussionen blev jeg anklaget for ikke at tage synden seriøst, for hvis vi er forudbestemt til frelse og allerede hviler i Guds nåde, så tror folk vel bare, at de kan synde på nåden. Men det er jo en kæmpe fejlslutning! Der findes da ingen anden teologi, der taler så ekstremt om synden og tager den så alvorligt som den lutherske korsteologi. Her siges det lige netop, at mennesket er faldet totalt. Helt igennem. Der er intet at komme efter. Mennesket søger ikke Gud, og selv hvis Gud placerede sin frelsesgave lige foran snuden på mig, ville jeg aldrig nogensinde sige ja tak - med mindre Gud skabte det ja i mig. Så alvorlig er synden i os - og den skal bestemt også afsløres i alt sit fordærv, og så skal Gud ved sin vanvittige nåde have lov til at placere os i sit kærlige, varme og trøsterige skød bagefter. HAN skal gøre det, for kun han KAN gøre det.
Jeg håber bare, at folk her i menigheden med tiden vil nå til dybere og dybere erkendelse af denne umistelige kendsgerning. Det er jo Guds ord, og dette ord sætter fri. Især sætter det fri, når en person når så langt ud i sin anfægtelse og frustration over sig selv; over ikke at kunne finde (følelsen af) tro i sig selv, at han/hun intet andet håb har, end at det, der skete udenfor vedkommende på korset, er den eneste sande frelsesfaktor - og at Gud selv tager ansvar for at skabe tilliden til det.
Friheden er at vide, at jeg ikke behøver at (og heller ikke kan) vælge Jesus, men at han valgte mig ved at dø for mig, og hans død står fast og ikke kan gøres ugjort.

Jeg ved godt, at jeg - formuleret på en anden måde - sagde stort set det samme i sidste uge, men her på det seneste er det bare kommet meget tæt på. Det optager os meget. Sandheden og friheden er på spil. Og Jesu ære er på spil, for hvor får Jesus mest ære - der hvor jeg klarer min del af sagen ved vælge ham eller der, hvor han klarer HELE sagen?
Nå... igen kunne jeg blive ved - det er jo hamrende vigtige sager, men jeg stopper her.

Nyd freden på Korset og vinteren derhjemme! Så nyder jeg den vedvarende sol og endnu varme badestrand med vand ;)
Kh. Jakob

2010-11-24T06:39:00.001-08:00

Hej allesammen

Lidt nyt herfra:

Vi har det skidehamrende godt. Ja, undskyld udtrykket, men det har vi altsaa :)

Solen bager stadig, vandet er endnu ikke naaet under 20 grader og vores opgaver er ikke blevet mindre spaendende med tiden.

For et tre uger siden startede vi en ungdomsbibelstudiegruppe op. Vi har vaeret mellem 4 og 7 de tre gange, vi har vaeret samlet. Det bliver spaendende at se, om vi kan blive en stabil gruppe. Det kan dog blive svaert, fordi de fleste unge i menigheden er udvekslingstuderende, som kun er her et semester. Men dem, vi er i kontakt med, har dog givet udtryk for stor lyst til at vaere med og ogsaa et behov for det, hvilket jo er opmuntrende! Og nu er vi altsaa igang (Bed gerne for, at folk tager deres ikke-kristne venner med).

Ja, og saa er der noget, jeg er kommet til at taenke over de seneste uger: Hvor er det godt at vores kirke med den teologi, vi staar for, er her i byen!! Der er ganske enkelt et stort behov for luthersk, frisaettende, naadefokusseret forkyndelse og undervisning baade i vores menighed og ellers blandt joeder og andre kristne.

For nogle uger siden var vi sammen med vores nabomenighed (som ogsaa geografisk set er vores naboer); en messiansk-joedisk menighed. Dejlige mennesker. Virkelig! Mennesker med stor laengsel efter at se flere komme til tro, men jeg oplevede ogsaa, at det var mennesker, der gav sig selv for store byrder. Det var, som om deres opgaver fyldte mere end... - ja, det lyder maaske lidt gammeldags-fromt, men ikke desto mindre - Jesus. Glaeden over frelsen; det fuldendte vaerk og Helligaandens maegtige virke i os, loed til at vaere gledet i baggrunden. De betonede ganske vist meget staerkt, at kun Gud kan goere forskellen, men det var hele tiden opgaven, der optog dem, og de var virkeligt tyngede af det.

Jeg kom til at taenke paa Hebr. 12, som taler om, hvordan vi skal "holde ud i det loeb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender" og "Hold jer ham for oeje, som fandt sig i en saadan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive traette og miste modet." Lige netop det, at vi i langt hoejere grad kan holde os Jesus for oeje end vores opgaver, er en sandhed, som traenger til at blive belyst noget mere her.

Gerningsfokusset er ogsaa noget, jeg, som sagt, moeder hos medlemmer af menigheden. De siger (selvfoelgelig) aldrig, at det skal til for at blive frelst, men det kommer naesten til at lyde saadan nogle gange, og jeg er bange for, hvorfor de 'naesten' for det til at lyde saadan...

Der er ganske enkelt brug for en langt tydeligere skelnen mellem lov og evangelium her i omraadet, byen og landet. Kristne mennesker er og bliver fanger i deres eget gerningsfokus, hvis ikke evangeliet forkyndes radikalt.

Og derfor er vores kirke og teologi saa hamrende vigtig, fordi evangeliet om retfaerdiggoerelse og helliggoerelse og forloesning alene ved Jesus er fuldstaendig umisteligt for os!

Gud forbarme sig over os, hvis og naar vi traeder forkert her!

Forhaabentlig vil det naadefokus, som Christian staar for, spraede sig til andre menigheder. Opfat gerne dette som endnu et bedeemne!

Evangeliske hilsener

Jakob (og Laura)

2010-11-12T10:22:00.000-08:00

Sen eftermiddag. Ca. halv fem eller lidt mere. Karen er på vej ud i det 21-22 grader varme vand. Lauras hoved stikker op lidt længere ude.
Tidligere samme dag. Her havde vi ikke gået særlig langt, men med den kulisse kunne vi have gået derfra og ind i evigheden...!!!
Vi er stort set lige startet. Ashdod i baggrunden. Humøret er højt og Barca-shortsene er på. Alting er med andre ord, som det skal være.

Et par timer senere nåede vi til det sted, du/I kan se på det øverste billede.

2010-11-12T10:02:00.000-08:00

I fredags tog Lisbeth og jeg turen til Jeriko. En by der af mange bliver beskrevet som lidt af et hul i Palæstina. Fx kan man læse på internettet om høje skilsmissekvotienter, misbrug af kvinder og børn, mange lider af alkoholmisbrug, og mange unge piger ender i prostitution.

I Jeriko har det palæstinensiske bibelselskab et hus kaldt ”Jesus house of prayer,” hvor Samia sammen med sin mand, og nogle få andre ansatte fra det palæstinensiske bibelselskab, nogen gange i ugen arrangerer forskellige aktiviteter for de lokale kvinder, børn og teenagere. Med disse aktiviteter ønsker de at hjælpe denne gruppe til at tro på sig selv, og dermed få en mere meningsfuld hverdag.

Hver lørdag eftermiddag har de et tilbud om lektiehjælp til teenagepigerne, og en fredag i måneden mødes de med pigerne for at lave forskellige kreative eller sportslige aktiviteter sammen med dem. Det er her Lisbeth og jeg kommer ind i billedet. Vi skal nemlig være med til at stå for arrangementerne om fredagen og havde altså vores første gang i fredags.

Da vi kom til huset, blev vi mødt af nogle smilende og imødekommende piger. Med den viden jeg har om Jeriko, havde jeg forventet at møde nogle piger med et lidt slukket blik, men disse piger var på mange måder som teenagepiger er flest. De fjantede, grinede og havde det sjovt sammen. Hvilket var en positiv overraskelse. Måske er det et lille tegn på at Samias arbejde hjælper. At pigerne gennem de forskellige arrangementer kan få et frirum, få læsset af, får ny energi og mod på livet. Det er i hvert fald mit håb. De fleste af pigerne er muslimer. Ved arrangementerne bliver der ikke talt direkte om Jesus for pigerne, men det er mit håb, at de gennem det, vi gør for dem, og måden vi er der for dem på, kan vise Jesu kærlighed til dem.

2010-11-12T08:41:00.000-08:00

Kære læser

Så er ugen ved at være gået, og i dag sendte vi min lillesøster, Karen, tilbage til DK efter seks virkeligt gode dage.

Jeg smider nogle billeder herind om lidt fra den tur, Karen, Laura og jeg havde mellem Ashdod og Ashkelon fra søndag til mandag. Vi tog sherutten fra Tel Aviv til Ashdod og fulgte så stranden - som vi også overnattede på - og endte i Ashkelon næste morgen. Her i byen kiggede vi på nationalparken og om eftermiddagen fandt vi en sherut hjem til TA.

Nå, men egentlig skriver jeg det her indlæg pga. en lille snak, vi havde i Sherutten om søndagen.

Karen fortalte, om alt det lækre mad, som forskellige institutioner i DK bare kaster i skraldespanden, fordi det har været fremme på et bord - også selvom ingen har spist af det.

Og så snakkede vi videre om hygiejne- og helsefanatismen i vores ellers så kære hjemland og begyndte at sammenligne det med forholdene her i landet, hvor en shawarma-mand sagtens kan stå og ryge hen over de grøntsager, han i næste sekund - med uvaskede hænder - propper ned i et pitabrød og langer hen over disken. Ingen problem. Og folk er tilsyneladende ikke mere syge her end i DK. Men noget andet, de bekymrer sig om, er Gud og andre store emner. Her er der ting og sager på spil for dem. Og så forekom det os, at man på en eller anden måde ser virkeligheden mere i øjnene 'hernede' - altså at man her går op i de virkeligt vigtige ting (indrømmet: hygiejne og helse er ikke det, eneste vi tænker på i DK, men nogle gange virker det næsten så'n). Nu skal jeg selvfølgelig passe på: Alle mennesker har til alle tider vendt Gud ryggen. Selv Paulus og Luther syndede; gik op i de forkerte ting og kørte Gud ud på et sidespor. Men alligevel..!!

Det blev i hvert fald en reminder for os tre danskere i sherutten om, at der er større ting i tilværelsen end sundhedspeditesser, og måske er der faktisk nogle samfund, der i større grad end andre har fattet dét. Så bare ærgerligt at de kender problemet, men ikke kuren.

Synden er de bevidste om (i hvert fald rigtig, rigtig mange af dem), men Jesus som frelser vil de ikke have med at gøre. Vi beder til, at Helligånden hurtigst muligt får rådet bod på denne fatale mangel!

Hav en god og ikke altfor hygiejnisk, men derimod Gudsfyldt weekend!

Laura, Jakob (og Karen)

2010-11-09T05:44:00.000-08:00

Kære læser(-e)

Allehelgens weekend.

Her i kirken fejrer vi både gudstjeneste lørdag og søndag, så vi har allerede taget hul på denne påmindelse, om dem som gik forud, altså til gudstjenesten i går. Det foregik meget enkelt ved at Christian, i sin prædiken, forklarede, hvad Allehelgen handler om (hvilket Christian, vanen tro, gjorde rigtig godt: Jesu og dermed Livets sejr stod tydeligt frem!), og bagefter fulgte en stille stund, hvor vi kunne tænde et lys for en eller flere, vi ønskede at mindes, og placere det i et hult kors, fyldt med sand.

Jeg tændte fire lys for drengene og lod tankerne løbe lidt.

Især tænkte jeg på Thomas og Jakob, som jeg var tættest på mig. I prædikenen havde Christian mindet os om, hvordan de hellige (som vi er også er en del af), der gik forud for os, tit har lært os noget om troen; jeg har i allerhøjeste grad lært noget af Thomas og Jakob og vil gerne dele det her.

Jeg tager dem en af gangen. Thomas først.

Thomas og jeg havde jævnligt samtaler om troen, og det var dybe og væsentlige samtaler. Ingen lette løsninger - Thomas var jo til tider en tvivler, som havde brug for sikker grund at stå på. Noget, han især var optaget af, var også efterfølgelsen af Jesus; hvordan vi skulle leve det kristne liv som frelste og retfærdiggjorte. Personligt synes jeg godt, at fokuset kunne blive lidt skævt: Jeg synes, han kunne komme til at lægge meget pres på sig selv ved at snakke så meget om, hvad vi skal gøre fremfor, hvad vi har og ejer i Kristus (for nu at formulere det lidt højtideligt). Men når samtalen fortsatte, og Thomas skulle beskrive eller forklare det dybeste i sit eget trosliv, endte han altid ét sted: Han havde ikke andet end håb om, at Jesus ville frelse ham. Og håbet havde han ikke en gang, forstået som et håb han mærkede og kunne trøste sig ved. Han håbede bare. Det var to udstrakte hænder, som ikke var bevidste om deres udstrakthed, fordi det var rent eksistentielt, ren overlevelse. Han klyngede sig til Jesus i håbet. Jesus var nødt til at frelse ham. Bottomline. Thomas kom aldrig længere end det håb.

Gud være priset for det! Og derfor kom Thomas så langt.

Jakob gav mig et par andre perspektiver på troslivet.

Det første stærke indblik i Jakobs tro fik jeg for nogle år siden gennem hans ærlige indrømmelse af, at han ofte havde søgt efter en 'knap'. Knap i overført betydning, for han mente en knap, som han kunne trykke på for at slukke troen, slukke for Gud. Der var ikke glæde nok i det kristne liv for ham. Guds bud var for hårde. Bjergprædikenen var en ørkenvandring at komme gennem, for han erkendte, hvor uendeligt langt fra at kunne efterleve Jesu formaninger deri, han var. Bl.a. derfor ville han gerne slukke for troen. Han orkede den ikke længere. Og han ledte efter den knap. Virkelig! Men han kunne ikke finde den, og efterhånden som det blev ved, oplevede han, at den knap ganske enkelt ikke ville findes. Gud ville ikke lade sig slukke.

Bottomline var, at Gud ikke ville give slip på ham. Jakob indså, at han aldrig selv havde produceret eller valgt sin tro. Han var Guds valg, og Gud holdt kærligt og solidt fast i ham.

Med tiden skete der også noget ved Jakobs trosliv. Det ændrede karakter. Som ovenfor beskrevet, hvilede bud og formaninger tungt på ham, men det blev heldigvis ikke ved på samme måde. Vi læste i fællesskab noget litteratur, som på sandt evangelisk vis - hamrende radikalt!!! - bragte Guds nåde i spil, og Jakob blev mere og mere afhængig af den nåde. Det gjorde jo noget ved byrderne. Og det var ikke opdigtede byrder. Jakob var bare klar over, hvor dybt synden stak, hvor langt fra Gud han var, og hvilket behov han derfor havde for barmhjertighed. Der var tale om elementær og ærlig syndserkendelse.

Og så var der en gang, hvor vi var til en gudstjeneste sammen, og der skete nogle fejlslutninger i prædikenen. Loven blev talt - altså alt hvad vi skal - men evangeliet manglede. Fuldstændig. Da vi kom ud derfra, havde Jakob et mildest talt forpint udtryk i ansigtet. Han sagde til mig, at han aldrig ville komme der igen. Han kunne ikke holde til det. Han kunne ikke holde til ikke at modtage nåde og barmhjertighed. Hvis han ikke fik det, var han færdig.

Nåden havde gjort Jakob afhængig af Nåden.

Gud være priset for det! Og derfor kom Jakob også så langt.

Ære være deres minde!

2010-11-03T13:01:00.001-07:00

Kære læser

Det her er et længere indlæg om nogle overvejelser ovenpå de første par måneder i byen. Bare så du er forberedt!

Inden afrejse i midten af august stod det ikke fuldstændig klart for Laura eller mig, hvad vi kom ned til af opgaver og forhold. Vi håbede begge, at vi kunne blive involveret i arbejde, som både omhandlede diakoni på den ene side og noget mere missionalt på den anden (to sider af samme sag kan man argumentere for, og ja, sandt nok i nogle tilfælde, men man kan også se tiltag og begivenheder som isolerede størrelser og dermed kategorisere dem som det ene eller det andet. Som kirke er det dog sandt, at alle vores tiltag samlet set er to eller flere sider af samme sag: at formidle Guds nåde til os selv og menneskene omkring os), og det har vi også fået lov til, men bestemt ikke uden udfordringer og komplikationer.

Lad os starte med Laura og det arbejde for børn, hende og Lisbeth (præstekonen) prøver at igangsætte nu. I Danmark ville det være forholdsvis ukompliceret at starte sådan noget arbejde - forestiller jeg mig. Man kunne vel skrive et lille indlæg om det i lokalavisen, finde et sted, ude eller inde, samle et repertoire af børnelege (og hvis man vil lave noget kristent, kunne man anskaffe sig min farmors nye børnebibel (...så skulle den arv være sikret...) og læse op fra den) og købe kiks og frugter. Ingen problem. Men her i landet er man straks under mistanke, hvis man kommer fra en kirke, for det kunne vel tænkes, at Laura og Lisbeth ville begynde at missionere for børnene, hvilket er ulovligt. Bibelfortællinger og alt, hvad der lugter af kristendom, skal altså være luget ud og gemt langt væk! Servere kiks og frugt ville heller ikke være uproblematisk, for L og L kommer, som sagt, fra kirken, og derfor vil bespisningen kunne blive opfattet som en slags bestikkelse for at få børnene - måske med forældre - til at komme forbi vores gudstjenester, og bestikkelse for omvendelse er også ulovligt. Dermed står L og L tilbage med muligheden for at lege med børnene samtidig med, at de vil så meget mere. Håbet for dette børnearbejde er dog, at det må kunne give os fra kirken en kontaktflade i nærmiljøet, og at folk i det mindste vil kunne se, at vi ikke er farlige - heller ikke for børn - at venskaber måske kan opstå, og at vi derfor med tiden vil få mulighed for at dele de gode (gamle) nyheder med dem. Ikke sådan at forstå, at vi egentlig ikke er interesseret i dem og venskab med dem - det er vi bestemt, men det udelukker ikke viderebringelsen af evangeliet. Heldigvis. Og evangeliet er jo Liv.

Et andet forhold er værestedet for de prostituerede, The Door of Hope. Her har Laura og jeg indtil fornylig arbejdet en gang om ugen med rengøring. Laura er nu stoppet pga. ændringer i hendes prioriteringer, mens jeg fortsætter. At fortsætte har dog ikke været uproblematisk, for stedet kører ikke efter samme standarder som et lignende sted i Danmark. Jeg ønsker ikke at nævne specifikke ting, men der var forhold, der gjorde, at jeg valgte at tage en tænkepause i et par uger for at finde ud af, om jeg kunne have mig selv med i arbejdet. Altså: gik jeg på kompromis med så vigtige værdier i mit eget liv, at jeg i virkeligheden ikke kunne støtte stedet med min arbejdskraft? Heldigvis har vi en god ledelse her i kirken, som - fordi kirken og The Door of Hope har et samarbejde - gik ind i sagen for at ændre på nogle af forholdene. Hvad resultatet af denne proces er blevet, er jeg ikke fuldstændig klar over, for processen er endnu ikke afsluttet, og måske bør jeg også involvere mig selv noget mere i den, men jeg har truffet den beslutning, at om end ikke alle ting endnu er blevet ændret eller helt ryddet ud, så er det vigtigste dog, at processen er startet, og at ledelsen i The Door of Hope forholder sig lyttende og er villige til forandring. I et land, hvor socialforsorg nærmest er en by i Rusland/et sandkorn i Negevørkenen, er det måske også lige i overkanten at forvente danske standarder i socialt arbejde af denne karakter. Og faktisk sker der, på trods af mangel på det ene og det andet, rigtig meget godt i værestedets kælder: Mange kvinder har efterhånden fået en ny chance i livet, og dette arbejde ønsker jeg ganske enkelt at være en (beskeden!!) del af.

Et tredje forhold er forkyndelsen i menigheden. Jeg har, som nævnt i andre blogindlæg, ansvaret for bibeltimerne om tirsdagen, og det er ikke for en bestemt aldersgruppe, men derimod alle i menigheden. Børn er der (naturligvis..) ingen af, men fra Lauras og min alder og op til midthalvfjerserne, og hvordan rammer man en så aldersdifferentieret flok? Læg dertil, at vi selvfølgelig repræsenterer de forskellige intelligenser (ikke niveauer, men forskellige typer af intelligens), så har du efterhånden den samme udfordring som en dansk præst står overfor søndag efter søndag. Men vores udfordring stopper ikke der! Vi er nemlig én stor pærevælling af kulturer og dermed mentaliteter og temperamenter. Jeg vil faktisk tro, at Immanuelkirken kunne være repræsentativ for den samlede amerikanske smeltedigel, hvad menneskelig diversitet angår. Og hvordan skal man nu ramme en så broget flok? Her står jeg dog heldigvis ikke ene. Nej, endnu vigtigere: Jeg står slet ikke, men er båret af helligånden, og det satser jeg på og beder til, at min forkyndelse også er, og dermed burde der være en rimelig chance for, at alle tilhørerne kan tage noget opbyggeligt med hjem. Hvis ikke det - Helligånden - var tilfældet, tror jeg bare, jeg ville pakke kufferten og rejse hjem og blive ungdomsforkynder i en IMU på den jyske hede (intet ondt om den jyske hede eller IMU'er, men jeg forestiller mig dog, at en sådan forsamling ville være mere homogen).

Dette er tre af de udfordringer, vi står i, og jeg kunne nævne en del flere. Afslutningsvis vil jeg dog sige, at på trods af komplikationerne, så er kirkens, og som sagt The Door of Hopes, arbejde slet ikke spildt. Børnearbejdet kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om endnu, men vi satser stærkt på, at det kan blive til velsignelse for området både menneskeligt og ikke mindst åndeligt. Og bibeltimerne har i hvert fald været til nytte og oplysning for én af de trofaste tilhørere, og hvis det allerede har været godt, skal han bare glæde sig, for vi har endnu Jesus, Korset og Retfærdiggørelsen til gode - m.m.!! (Jeg er i gang med en serie af bibeltimer om Trosbekendelsen og er lige blevet færdig med Gud Fader).

Og en helt fjerde ting, som endnu ikke er blevet nævnt, er kirkens koncerter, som trækker fulde huse, og de Ny Testamenter vi har liggende fremme, som folk kan tage gratis, bliver nærmest revet væk ved disse anledninger. Og her er det vigtigt at bemærke, at et stort antal af koncertgængerne er jøder, heriblandt også nogle ortodokse.

Så selvom jøderne i udgangspunktet ingen tiltro har til kirken og de kristne, har Gud altså fundet en udvej (læs: indgang): musikken. Måtte musikken udvikle sig til himmelsk lovsang i deres hjerter!

Bed gerne for alt det ovenstående. Det er den vigtigste støtte, du kan give!

Kh. (Laura og) Jakob

2010-11-01T08:36:00.000-07:00

På tur til Akko med Knut Arne tv. forrest, Morten tv. bagerst

Micaela th. bagerst og mig selv forrest th.

Vores ven fra den gamle by, som troede at Jakob havde to koner.
Jakob og Julie i Hizkijas tunnel. Jakob kunne ikke længere udholde den klaustrofobiske følelse.

Og så er det vist ved at være min tur. Jakob mener jeg burde undskylde mine manglende indlæg på den kære blog..undskyld mange gange, det skal ikke ske igen:-)

I dag har vi været i Cæserea, ude og se et storslået bygningsværk af Herodes den store, eller rettere ruinerne efter det. Det er bestemt et meget seværdigt sted. Turen blev selvfølgelig afsluttet med en badetur, skønt at kunne springe i havet 1. november.

En dejlig uge venter forude.

På fredag tager Lisbeth og jeg til Jeriko for første gang. Vi skal tilbringe eftermiddagen sammen med nogle palæstinensiske unge kvinder. Planen er at vi skal male på glas. Det bliver spændende hvordan det kommer til at gå, da hverken Lisbeth eller jeg har gjort det før. Jeg ser rigtig meget frem til at møde kvinderne.

Kh. Laura

2010-10-29T13:05:00.000-07:00

Halløjsa

Dagen derpå.

26 år.

Wow...

Det blev en god dag. Gode gaver: en bog af N.T. Wright om 'Justification'. Anmeldelsen siger, at den stort set er god nok. Det er første gang, jeg skal læse Wright, og det er på tide, for jeg har hørt meget om ham.

Og så fik jeg to øl fra et bryggeri i Golanhøjderne. Spændende. Og en plastik/gummipose/bag til 3 l vand med slange og mundstykke. Altså så'n pose man kan proppe i tasken og drikke af uden at skulle have posen ud af tasken eller tasken af ryggen. Rigtig smart!! Og shorts - fine shorts.

Så en god dag og med gæster og til sidst restaurant med fruen i Gammel Yafo. Herligt.

Ellers har det været en fredelig uge - i hvert fald sammenlignet med stort set alle de forudgående uger i oktober, som har budt på den ene gæst eller rejse efter den anden.

I tirsdags var der igen Bible study. Jeg sagde noget om skabelsen. Altså anden del af første trosartikel. Hvis du spørger mig, sagde jeg en masse vigtigt, og derfor ærgrede det mig også, at vi kun var 8. Man kan altid spørge, om jeg får sagt tingene på en måde, så andre også forstår, at det er vigtigt, men om ikke andet, så har vi snakken bagefter, der giver plads til spørgsmål og dermed bedre forståelse. Hmm.. Jeg har snakket lidt med Christian om det, og i første omgang vil vi reklamere lidt bedre for det.

Hvis nogle kunne tænke sig at vide, hvorfor det ikke er Laura, der skriver dette indlæg (det er jo ved at være hendes tur), så vil jeg godt undskylde hende i aften. Hun er nemlig med en af vores finske diakonisser og dennes to finske gæster nede ved stranden for se Salsa eller i hvert fald noget dans af en slags. Jeg tror ikke, de selv vil danse, men jeg er ikke helt sikkert. Laura har aldrig været helt til at stole på...

Hav det godt!

- Jakob

2010-10-24T07:04:00.000-07:00

Slut på ventetiden kære læser - endnu et blogindlæg!

Igen er der sket meget siden sidst:

Julie, Lauras lillesøster som slet ikke er så lille, men vel nærmest på størrelse med Laura, har været på besøg siden natten til d.15. okt. Et kanonhyggeligt besøg med masser af indhold!

Fx. kørte vi med Sherutten (jeg ved ikke, om det er helt rigtig stavet) - mellemting mellem bus og taxi, men billigere end bussen - til Jerusalem forrige søndag, overnattede på hostel til mandag, inden vi tog hjem om eftermiddagen. I Jerusalem så vi Gravkirken, hvor de russiske turister fik alle deres souvenirs velsignet (det tror de i hvert fald...), købte en slags Jesussandaler, røg vandpibe, så det sted, hvor Julie boede, mens hun var volontør for et par år siden, besøgte kirken, hvor Johannes spjættede i Elisabeths mave, da hun mødte Maria, forvildede os ind i et jødisk-ortodoks område, så Julie måtte tåle skæld ud fra en gammel ortodoks mand, sandsynligvis fordi hendes shorts var lidt for korte, spiste falafel i den gamle by hos en sød gammel araber, der troede, at jeg havde mine to koner med, hvortil jeg måtte svare nej, selvom Julie så absolut både er sød og smuk og sikkert kunne have været en fortræffelig kone - men nok ikke lige til mig... ;), og ja, så kom vi tilbage til Tel Aviv.

Tirsdag var almindelig arbejdsdag, men allerede om aftenen tog vi tilbage til Jerusalem, hvor vi tidligt næste morgen skulle afsted med den danske kirke på ørkentur i Negevørkenen, nærmere bestem i Mactesh Ramon krateret. Et næsten unikt naturfænomen, som kun har sin lige to andre, men mindre steder, i Israel og så det langt mere kendte i USA: Grand Canyon.

Det blev en særdeles varm tur (over 35 grader, hvilket er langt over det normale på denne tid af året her i landet), men vi havde tilstrækkeligt vand med og skønheden, stilheden - når folk ikke snakkede - og det sociale overtrumfede den trykkende hede med flere længder.

Lidt ulækker var turen også, for der var ingen oaser undervejs, og vi havde naturligvis ikke taget vand med til personlige hygiejne, så - for nu at tale for mig selv - jeg blev bare klammere og klammere for hver dag, og det samme gjorde det ene par underbukser jeg gik, sad, stod og sov i under hele turen også!!! Men vel ude af krateret fredag eftermiddag ventede belønningen: En iskold 1,5 Coca Cola... sjældent har Cola smagt så godt. Uhmmm :)

Så blev det weekend og normale tjanser til gudstjenesterne her i weekenden. Men selv om tjanserne var almindelige og måske lidt søvndyssende, var Ordet stærkt: At vi skal omvende os lige netop, når vi har det godt. Det har Christian virkelig prædiket stærkt om disse to dage: at Gud intet skylder os, men at vi derimod skylder ham alt og har uendelig meget at takke for -> vigtigt perspektiv ovenpå en utrolig oplevelsesrig uge.

(Billederne ovenover fra toppen: 1. Hizkijas tunnel. Virkelig et besøg værd! Men husk lommelygte! 2. Lige før tunnellen mødte vi et par soldater, som var med på et billede. Friske fyre! 3. Julie og Laura foran Oliebjerget og med en russisk kirke (løgkuplerne) i baggrunden)

Alt vel!

Kh. Laura, Julie og undertegnede

2010-10-13T23:14:00.000-07:00

Hej Læser

I går fra kl.18 til 21.30 var Knut Arne, den norske volontør, og jeg til en Sudanesisk menigheds treårsjubilæum. Festligt!

Invitationen sagde, at festen startede kl.17, så Christian, vores præst, sagde, at vi bare kunne gå hjemmefra kl.18, så skulle vi helt sikkert nok være der, når det begyndte. Han fik desværre ret. Desværre, fordi vi ikke helt stolede på ham og i stedet cyklede afsted, så vi var der kl.18 og ventede en halv time en halv time efter ankomst... Men så blev vi til gengæld også behandlet rigtig godt: vist frem til forreste række og fik flasker med vand med det samme - selvfølgelig serveret af en storsmilende sudaneser. Der er nu ikke noget som en helsort, smilende afrikaner (ikke racistisk ment). De ser bare så utroligt glade og taknemlige ud. Meget inspirerende!

Og så er der deres æstetiske smag. Glimmer og stærke farver. Men sådan skal det være, og de kan bære det.

Mødet gik så igang. Det foregik til dels på arabisk, til dels på engelsk.

Vi sang kun få sange, men de gentager vers og omkvæd så mange gange, at en enkelt sang vel tager omkring 10-15 minutter. Det gjorde dog ikke noget med al denne gentagelse, for Knut Arne og jeg forstod alligevel ikke, hvad de sang, men at de var glade - nogle gange nærmest jublende - var der ingen tvivl om, og at det hele ærede Jesus, var også meget tydeligt, så det blev en rigtig god oplevelse.

Bedemøde midt i det hele havde vi også. Dog ikke bedemøde som vi plejer at gøre det i DK. Vi skulle bare blive stående, hvor vi var og bede, som det passede os. Nogle sang vist lidt, men sang kan selvfølgelig også være bøn.

Efter halvanden time blev det tid til en tale. Den skuffede. Altfor lovisk. Faktisk mindede den mig om nogle af de pietiske, gerningsretfærdige prædikener, jeg har læst i IMT anno 1920'erne. Men resten af festen var virkelig opmuntrende, og til allersidst fik vi kage, og dermed blev der sat et solidt punktum for en herlig aften ;)

Kh. Jakob

2010-10-13T01:06:00.000-07:00

Hej

Så har vi også været på Max Brenner Chokolade restaurant. Faktisk to gange her i weekenden.

Den første gang, lørdag, fordi vi jo endnu ikke havde prøvet det, og anden gang, søndag, fordi vi fik besøg af Lise Volontørkoordinator, og hun havde heller ikke prøvet det.

Et godt sted. Absolut. Ikke helt billigt, og man skal være opmærksom på, at det kan blive lige lovlig sødt (og det er vel at mærke mig, verdens største sukkertand, der siger det!). Jeg vil fx ikke anbefale at købe kakao, men derimod kaffe eller vand (det sidste koster kun 1,5 kr for et stort glas) til det 'maden'.

Vi har billeder af restaurantturen, men de er taget med vores gode kamera, hvis filformat ikke fungerer her på bloggen, så der bliver ikke lige nogle billeder derfra i denne omgang. Æv...

Og en anden ny ting: i går havde vi den første bibeltime. Jeg brugte den på at argumentere for Bibelens troværdighed. Overordnet set skal bibeltimerne dette efterår og begyndelsen af næste semester nemlig handle om den apostolske trosbekendelse, og da den vel nærmest kan siges at være essensen af Bibelens indhold, er det afgørende, at vi kan stole på Bibelen.

Jeg tror, det gik ok med fremlæggelsen. Det var dog lidt mærkeligt, at vi kun var ti personer til bibelstudiet (7 af os bor i huset i forvejen og var vel nærmest forpligtede på at komme..), men hvis de tilstedeværende fik noget ud af det, er det dog ikke spildt.

Må I have det bedst muligt! (som Thomas ville have sagt)

Kh. Jakob

2010-10-09T23:36:00.000-07:00

Udsigt ned over Herodes' nordlige palads, som følger klippen ned ad i tre 'etager'.
Den øverste del af det nordlige palads. Vist nok delen med madkamrene. Her havde Herodes enorme mængder mad!!!
Elon bagerst, så Christel og dernæst Morten; nogle af folkene som var med på turen. Her er vi lige kommet op fra Slangestien (vi gik altså hele vejen op til Masada - egentlig ikke noget særligt at snakke op. De israelske soldater løber her op på 14 minutter)

Hej folkens

Ja, så når vi det lige på dagen igen: ét blog-indlæg pr. uge.

Og igen har det været en spændende uge:

I mandags var vi (Micaela, Sari-Johanna, Knut Arne, Christian, Laura og undertegnede) på vandretur fra en bosættelse lidt uden for Jerusalem, ned til et kildeudspring, som vi fulgte gennem en slags kløft, som var enormt frodig i bunden, dvs. langs med kilden/bækken. Her blev det også til en badetur. På et tidspunkt blev kilden ledt over i en akvædukt, som vi fulgte til et 1500 år gammelt kloster, St. George-klosteret, som lå spektakulært op ad/ind i klippevæggen. De fleste af os kunne dog ikke komme, forbi vores benklæder ikke dækkede knæerne.

Her fra vandrede vi videre til udkanten af Jeriko, hvor vi fik fat i en taxi og blev kørt tilbage til bilen.

Spændende at opleve stilheden ude i ørkenen og gå en tur, som Jesus meget vel kunne have gået (det er jo strækningen mellem Jerusalem og Jeriko og med et vandløb langs med, er det en oplagt rute at gå).

Dagen efter havde vi lovsangsaften i kirken, som Laura stod for. Det var rigtig godt, om end vi havde håbet på flere deltagere (vi var 18 i alt), men det vil blive gentaget, så folk får en second chance.

Onsdag var det ny tur med den danske kirke i Jerusalem. Vi var inde og se Qumran, Masada og til sidst afslutte med badetur i det Døde hav. Og hold da fast hvor er Masada imponerende!!! Dette vil jeg ikke sige så meget om, men jeg smækker lige nogle billeder op på 'lystavlen'.

Alt vel til alle jer læsere i den kommende uge og en god og hellig søndag i dag!

Kh. Jakob

2010-10-06T13:54:00.000-07:00

2010-10-03T12:39:00.000-07:00

Så..
Efter en lidt for lang blog-pause, hvilket vi beklager forholdsvis meget, er der endelig gang i tastaturet igen, og der er sådan set nok at berette om.
Fx var vi til en fest i onsdags ved Dødehavet. Feast of the Tabernacles hed den. Vi var bare nogle privatpersoner, der tog afsted, for kirken kunne/ville ikke støtte op om det, da det Israel-teologisk set ikke stemte overens med vores teologi. Det handler bl.a. om, at de taler mere om Israels herlighed end Jesu ditto, så jeg har fuld forståelse for kirkens linje, men synes selv at det kunne være interessant at opleve arrangeret - og interessant blev det! De lagde også godt fra land med Jerusalems og Israels herlighed! Dernæst kom der en temmelig karismatisk, brasiliansk pastor op på scenen, som lovede os alle sammen, at vi den aften ville nå et nyt niveau af åndelig healing. Jeg ved ikke lige, om der er noget galt med mig, min tro eller hørelsen (altså at jeg misforstod ham..), men jeg mindes ikke, at der skete noget med mig - eller dem omkring mig for den sags skyld. Nå, ham brasilianeren om det! Håber bare ikke, at der var nogen, der blev alvorligt skuffede!
Dernæst var det Reinhardts tur. Han er tilsyneladende en meget kendt tysk evangelist i stort set hele Afrika (det var det indtryk, jeg fik). Han var aftenens taler, og han gjorde det alt i alt solidt. Hverken mere eller mindre. Evangeliet til syndere var hans fokus ud fra historien om kvinden, som Jesus 'redder' fra at blive stenet. Ind i mellem sagde han nogle mildest talt skæve ting, men de fyldte så lidt i det store billede, mens evangeliet fyldte så meget, og derfor får hans tale karakteren: solid!

Ellers er min uge først og fremmest gået til at forberede prædiken til denne weekend. Det var både en hård og glædelig tekst at prædike over (joh. 15: om at blive i Jesus, og at Gud renser os, så vi bærer mere frugt.) At blive i Jesus, og ikke mindst at han bliver i os, er særdeles glædeligt, men at Gud renser, og hvordan han gør det er en hård kendsgerning, og det bliver ikke nemmere at skulle prædike over sådan en tekst efter hændelsen i Norge i august, men ydermere også med tanke på nogle af de personer, som er en del af menigheden og bestemt ikke har en let hverdag. På den anden side, med tanke på disse hårdt ramte personer, bliver evangelieteksten også utrolig vigtig, selvom det ikke gør den mindre hård at prædike over. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, men så var det godt og trøsterigt at kunne ende med tekstens afrunding: at Jesus siger disse ting for at glæde os - han ønsker jo og sætter lige netop ALT ind på at blive i os.

Det næste, der sker, er den nye uge, som i morgen - allerede fra kl. 07 - byder på vandretur i ørkenområdet 'bag ved' Jerusalem. Christian tager os medarbejdere med på tur. Vi skal ud og se os omkring i varmen. Det skal nok blive sjovt. Forhåbentlig sjovere end den fodboldkamp, jeg lige har set oppe ved Christian, som endte 1-1 mellem Barca og Mallorca. Trist. Men sjovt var det til gengæld, at Thor Hushovd, norsk cyklist, vandt verdensmesterskabet i cykelløb i nat på den anden side af jorden - også selvom han henviste Matti Breschel, dansker, til en andenplads.
Ja, ja, det er altså muligt at holde sig nogenlunde opdateret hernede.
Men nu er dette indlæg blevet for langt (det ville Thomas i hvert fald have ment), så jeg lukker ned nu med ønsket om alt vel!! - og hilsen fra Laura

/Jakob

2010-09-19T13:16:00.000-07:00

Og så et par billeder fra vores lille altan med henholdsvis surfbræt og gadelampe i baggrunden alt efter, hvordan man vender kameraet.

At Laura lige skal have en slurk vand på dette tidspunkt kan kun beklages... Men hun er sådan set bare et meget fornuftigt og ansvarligt menneske: det er nemlig varmt hernede, og derfor er væske vigtigt!

Billederne er forresten ikke taget på Yom Kippur, i modsætning til de foregående, men vist nok en aften eller to tidligere.

2010-09-19T13:04:00.000-07:00

Ja, altså mig i en temmelig tom Tel Aviv. - og Knut Arne på cykel. Den norske (særdeles nordnorske; han kommer fra det nordligste Nordnorge) volontør i kirken, som er en fremfragende praktisk mand og organist, plus særdeles hyggelig!

2010-09-19T12:48:00.000-07:00

Hej folkens

I går var det Yom Kippur. Forsoningsdagen. Den dag hvor ypperstepræsten (findes så'n en stadig eller noget lignende?) gik ind i det allerhelligste for at bede om tilgivelse for folkets synder. Ja, og så må de, jøderne, jo bare håbe, at Gud forbarmede sig - hvilket de stadig må også i dag, uden nogen sikkerhed..!!

Hvilken kontrast til den gudstjeneste vi bogstavelig talt kunne FEJRE i dag, fordi vi ved, at Jesus døde den endegyldige soningsdød for os alle, og at vi modtager total frisættelse i troen på ham. Her har vi altid ret til glæde. Håber virkelig, at jøderne må erkende og modtage denne sandhed snarest mulig.

Og så har jeg altså lagt et videoklip ind, som tilsyneladende ikke har noget med synd, soning og frelse at gøre, men det er dog optaget på Yom Kippur, midt ude på en af hovedvejene. Her kommer jeg susende på rulleski, fordi vejen er fuldstændig fri for biler. Fri for biler fordi det er soningsdag - og så kunne jeg jo passende markere min kristne frihed med en rulleskitur !! :) (Hertil skal bemærkes, at israelerne - nogle af dem - heller ikke kun brugte dagen til refleksion over livet o.l. De var også ude på gader og stræder med rulleskøjter, cykler og fodbold..)

Jeg håber, videoen fungerer, og ellers sørger jeg for billeder.

Hav det bedst muligt!

- Jakob

2010-09-16T10:45:00.000-07:00

Så er der gang i billederne.

Her ser I Laura i et fredfyldt øjeblik, fordybet i en bog på vores værelse.

Flere billeder vil garanteret følge!!...

2010-09-13T04:29:00.000-07:00

Hej

Triste nyheder:

Det er efterhånden hårdt at ligge på stranden hver dag...

26 grader varmt havvand - puh, det er næsten ubehageligt...

5 min gåtur til stranden - den måtte gerne være tættere på...

Palmesus - iih, hvor det larmer...

30-32 grader i skyggen - uudholdeligt...

1,5 l Coca Cola til 9-10 kr. - alt for dyrt...

Og vi kunne blive ved...

- ja, vi har forresten fridag i dag.

;)

Kh. Laura og Jakob

2010-09-12T06:43:00.000-07:00

Hej

Så er der gået en uge siden sidst, og spændende ting er sket.

I mandags var vi på besøg et sted, der hedder The Door of Hope. Et værested for kvindelige narkomaner og prostituerede. Det drives af en kristen amerikaner, som hedder Dave, og en af dem, vi bor med her i vores lejlighedskompleks, en meget hyggelig og snaksalig, 63-årig israelsk brite, Jeff, arbejder der også. Heldigvis vil jeg næsten sige, for Dave har det med at miste jordforbindelsen en smule, når han beskriver den åndelige kamp, de står i på stedet, hvorimod Jeff ser lidt mere nøgternt på det hele. Det er dog under alle omstændigheder et utrolig godt stykke arbejde, de gør, og her bliver Lauras og min opgave, hver tirsdag, at gøre rent, vaske tøj, rydde lidt op og vaske op. Det lyder måske lidt kedeligt, men er meget vigtigt for Jeff og Dave, der dermed får frigivet kræfter til at være noget for kvinderne, som de kender og derfor kan hjælpe (Vi kender dem ikke og vil skulle bruge lang tid på det, og derfor kan det bedre betale sig, at vi laver praktiske ting).

Så var der Alpha Course tirsdag aften, hvor vi volontører stod for alt det praktiske.

Selvom konceptet vel et eller andet sted er tænkt som et udadrettet/evangeliserende projekt, fungerer det opbyggeligt i vores menighed. Der er nemlig behov for grundlæggende kristendomsundervisning hos os, og kurset er blevet rigtig godt modtaget med 20-25 deltagere.

Christian Præst håber dog, at det kan lanceres igen senere som et evangeliserende tiltag.

Nogle dage senere blev det weekend og dermed Lauras debut ved klaveret og lovsangen og min som engelsktalende prædikant. Begge dele gik rigtig fint. For mit eget vedkommende: Jeg snublede over nogle ord og sagde nok noget 'små'-sludder en gang i mellem, men det lød til at folk forstod hovedpointen, og så er jeg glad :)

Nå, nu skal Laura skype, så jeg smutter.

Vi skrives...

Kh. Jakob

2010-09-05T06:07:00.000-07:00

Hej

Netforbindelsen er mildest talt ikke særlig god, så jeg ved ikke lige, hvornår I kan komme til at se billeder. Men til gengæld kan vi fortælle et par ting:

Lad os starte med det lidt sjove. Her i dag var Laura og jeg på markedet. Lige pludselig bliver vi stoppet af en mand, som sidder på en stol. Han spørger mig, hvem der har klippet mig. Jeg peger på Laura og svarer stolt, at det har hun, og hun er min kone. Han siger, at han især synes, at kanterne og nakkepartiet er flot - også resten for den sags skyld, og så fortsætter han med at spørge, om Laura vil klippe ham for 50 shekel. VI trækker lidt på den, hvorefter han siger 100 shekel (ca. 150 kr.). Jeg siger så, at vi kommer tilbage, for vi bor her i byen og er ikke bare turister på gennemfart, og så skal vi også lige have fat i en saks :) Han så ikke ud til at tro på os, så det bliver sjovt, når vi får fat i en saks og hilser på ham igen!

Det mere seriøse er, at jeg skal prædike næste lørdag og søndag her i kirken, og det er på engelsk. Det har jeg aldrig prøvet før, så jeg er lidt spændt på det, men hvis læseren vil bede for mine forberedelser, føler jeg mig tryggere.

Det var alt for nu...

Vi satser på en bedre netforbindelse og dermed også nogle billeder.

Laura og Jakob

2010-08-31T08:49:00.001-07:00

Kære læser

Nu giver det efterhånden mening at skrive et indlæg. Den første tid har være præget af ulykken i Norge. Jeg, Jakob, kendte alle fire døde, og især Thomas og Jakob. Og så er Niels jo min broder. Af den grund har skrivelysten ikke været så stor, og desuden har vi været hjemme i DK siden tirsdag d. 24/8 og vender tilbage til Israel i overmorgen d.2/9.

Dette blogindlæg ønsker vi at dedikere til de fire afdøde:

Nikolaj, Henrik, Thomas og Jakob.

Vi takker for, at Gud har givet dem sejr, og at de nu har fred og glæde.

Ære være deres minde!

Vi vender tilbage med mere almindelige blogindlæg indenfor de nærmeste dage..

- Laura og Jakob

2010-08-09T03:09:00.000-07:00

Hej

Billedet har intet med Israel at gøre. Det er fra en skitur i Norge i februar i år. Forreste mand er Jakob SA, og bagerste er Jakob SH. Men det er et flot billede, og billeder er - har nogen fortalt mig - særdeles vigtige for en blog! :)

2010-08-09T02:48:00.000-07:00

Kære læser

Så er diverse afskeder ved at være ordnet. Jeg (Jakob) har været sammen med nogle gutter denne weekend i Løsning, mens Laura har haft den store veninderundtur i Århus. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at det var utrolig godt og rigtigt at gøre, og når Laura kommer til Løsning i morgen, må vi se, hvad hun siger :)

I forbindelse med vores klargøring til rejsen, var vi sammen med de andre volontører, som Israelsmissionen sender afsted, i torsdags til undervisning om Israel, jøderne og deres højtider og den spændte politiske situation. Det blev til lidt over tre intense timer. Intense både fordi Bodil Skjøtt havde meget at fortælle, og fordi det, hun fortalte, var intense sager. Det sidste er der nok ikke noget nyt i for nogen. Vi ved allesammen, hvilken krudttønde området er. For mit eget vedkommende står det bare endnu tydeligere nu efter undervisningen, og jeg ser med ærefrygt frem til at komme ned og opleve det på egen hånd.

Vi skrives ved...

- Jakob

2010-07-27T07:36:00.000-07:00

Hej

Det lykkedes!!

Første billede på bloggen. Det er forresten fra vores vandretur her i begyndelsen af juli med Lene og Jakob Sandholm. Landet er Norge og området er det nordlige Valdres lige syd for Jotunheimen. Meget smukt. Og vi står forresten på Vardhovdtinden (Bjergets navn).

Nå, men der skal nok komme flere billeder, for det var meget nemt :)

2010-07-27T07:27:00.000-07:00

Hej kære læsere

I dag er det d.27. juli i det Herrens år 2010. Bloggen er netop blevet oprettet.

Afrejse til Israel finder sted tidligt om morgenen d.17. august - om præcis tre uger.

Flytteriet og dermed kaoset i lejligheden er godt i gang. I morgen skal det hele ud, eller dvs: alt det, som ikke må blive værende i lejligheden, som vi fremlejer til fætter Nikolaj og hans kone, Dina.

Heldigvis er aftalen, at det meste af møblementet forbliver i lejligheden. Skønt.

Men er vi så klar? Altså klar til Israel? Aner det ikke. Det må tiden vise. Gud i vold!

Nu skal jeg til at finde ud af det med billederne herinde, for jeg har lovet folk ikke at skrive for meget, men derimod gå helt amok med de visuelle effekter. Igen: Tiden må vise, hvad det kan blive til:)

Vi skrives... Hej og hav det godt så længe...